23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Fem tabsgivende projekter påvirker rådgiver

Wissenberg A/S Rådgivende Ingeniører er mod forventning gået frem på toplinjen i 2017, mens bundlinjen er påvirket af flere tabsgivende projekter

Wissenberg A/S Rådgivende Ingeniører har i 2017 haft et ønske om at "hoppe lidt på stedet" efter et godt 2016, men sådan er det ikke helt gået virksomheden.

I forbindelse med offentliggørelsen af 2016-regnskabet fortalte adm. direktør Lars Bendix Christensen, at de ikke ville arbejde med et "aggressivt vækstmål" men i stedet ville sætte fokus på at fastholde det stærke sociale fokus, medarbejdertrivslen og virksomhedskulturen foruden at give den nye ledergruppe lidt tid. Forventningen har været en omsætning i omegnen af 60 mio. kroner og et resultat før skat på omkring 4,5 mio. kroner.

Men rent faktisk er toplinjen fortsat med at vokse og lander i 2017 på 81,8 mio. kroner mod 74,8 mio. kroner i 2016 hos den københavnske rådgivervirksomhed.

- Sidste år sagde vi noget om, at vi gerne ville hoppe på stedet, men det har ikke været muligt. Vi har haft en god tilgang af opgaver, forklarer Lars Bendix Christensen og oplyser, at virksomheden af den grund er vokset til nu at have på den anden side af 90 ansatte.

Men mens toplinjen er gået frem, er det gået tilbage på bundlinjen, som med 4,7 mio. kroner før skat dog er bedre end de ventede 4,5 mio. kroner.

- Når bundlinjen ikke er fulgt med, så skyldes det, at vi i 2017 - modsat 2016 - har haft nogle sager, som ikke har resulteret i den indtjening, vi havde forventet, fortæller direktøren.

Hammershus og Carlsberg Byen
Han påpeger især sager, hvor Wissenberg undervejs i projekteringen er overgået til en totalentreprisemodel, hvor færdigprojekteringen sker i et aftaleforhold med bygherrens entreprenør.

- Den slags sager er vanskelige for os, lyder det med henvisning til, at det eksempelvis er en svær proces at optimere et projekt, så det passer til den enkelte entreprenør, og blive enige om niveauet for, hvornår et projekt er bygbart.

Dertil kommer profilprojekter. Her henviser Lars Bendix Christensen blandt andet til Hammershus Besøgscenter, som de for nylig har afleveret.

- Sådan et projekt er ganske vanskeligt at tjene penge på. Til gengæld er det vigtigt for os at være der og vise, hvad vi kan, siger han.

I alt er der tale om fem tabsgivende projekter i 2017.

- Den primære synder er et større projekt i Carlsberg Byen, fortæller han og supplerer:

- Der, hvor vi tjener vores penge, er inden for den almene sektor. 65 procent af vores omsætning genereres her, og her har vi en væsentlig bedre indtjening.

Nyt område trækker op
Foruden opgaver for den almene sektor trækker et nyt forretningsområde op.

Det gælder inden for ledninger i jord, som Wissenberg har udvidet med i 2017.

- Vi har i september 2017 optaget en femte partner, og det nye forretningsområde har allerede givet øget omsætning. Det forventer vi os mere af i de kommende år, siger Lars Bendix Christensen, der påpeger, at de trods væksten i 2017 er lykkes med at holde fast i kulturen.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.158|