23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Konkurrence er i gang om genudbudt plejehjem

Feltet af prækvalificerede ligner med undtagelse af en aktør feltet fra sidst. Hovedentreprisen har en targetpris på 97,5 mio. kroner
Prækvalificerede
- Einar Kornerup A/S
- Dansk Boligbyg A/S
- B. Nygaard Sørensen A/S
- HHM A/S
- Anker Hansen & Co. A/S

Det lykkedes ikke i første omgang at få en hovedentreprenør på plads til byggeriet af et nyt plejecenter i Hornbæk. Men nu forsøger Helsingør Kommune og Den selvejende almene OK-Ældreboliginstitution i Hornbæk igen.

Og de prækvalificerede i det nye begrænsede udbud ligner til forveksling feltet fra sidst.

Einar Kornerup, Dansk Boligbyg, B. Nygaard Sørensen og HHM er igen nået gennem nåleøjet, mens Anker Hansen & Co. er ny i feltet. Det fortæller Mikkel Jeppesen, forretningsfører for OK-Fonden, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Han oplyser, at de fem er valgt blandt ni anmodninger om prækvalifikation, og at der er tilfredshed med interessen.

Besparelser og hævet budget
- Antallet er det, vi havde forventet set i lyset af, hvordan byggemarkedet er i øjeblikket, fortæller han og fremhæver desuden tilfredshed med feltet.

- Det er velkvalificerede firmaer, siger han.

Om årsagen til, at et nyt udbud har været nødvendigt, forklarer han:

- De tilbud, vi fik ind i det første udbud, var simpelthen for høje, og vi vurderede ikke, at vi kunne finde nok besparelser til, at det kunne hænge sammen.

I det nye, igangværende udbud er der indarbejdet besparelser - blandt andet på materialevalg.

Derudover er anlægsrammen blevet hævet fra 87,5 mio. kroner til 97,5 mio. kroner, supplerer han og understreger samtidigt, at han mener, at der er holdt fast i høj kvalitet.

De prækvalificerede i det igangværende udbud har tilbudsfrist i midten af april. Derefter kommer forhandling på tale.

- Som udgangspunkt er der planlagt en runde, og så må vi se, hvordan landet ligger, fortæller Mikkel Jeppesen.

Han oplyser, at der ventes underskrevet kontrakt med vinderen inden sommerferien, så arbejderne kan gå i gang til august og være færdig til februar 2020.

Nyt navn overvejes
Det nye plejehjem skal huse 51 plejeboliger. Boligerne fordeles med 47 normalplejeboliger, en ægteparbolig og tre aflastningsboliger.

Dertil kommer fællesarealer som opholds- og spisestuer, et gæsteværelse samt servicefunktioner til personale og drift.

OK-Fonden er bygherre og ejer af plejeboligerne, mens Helsingør Kommune er bygherre og ejer af servicedelen.

Bebyggelsen opføres som tre gårdhavehuse, der omslutter hver sin indre gårdhave.

Hvert gårdhavehus består af fire længer og udføres med saddeltag og fritstående gavle.

Bygningskroppene forbindes af en bygningsstruktur med flade grønne tage.

Herudover etableres der i plejehjemmet et forsamlingshus, der indeholder café, aktivitets- og samlingsrum.

Andre bygninger indeholder henholdsvis administration, træningscenter, wellnessfaciliteter og produktionskøkken, beskriver prækvalifikationsmaterialet.

Det samlede areal er 5.080 kvm samt 507 kvm kælder.

Tidligere har navnet Grønnegård været kædet sammen med det nye plejehjem, men der foregår en ny proces i forhold til navngivning, fortæller Mikkel Jeppesen.

Plejehjemmet skal erstatte det utidssvarende Bøgehøjgård.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.093|instance-web02