Oven på et fornuftigt regnskab i 2017, har ledelsen bag Egil Rasmussen Aarhus A/S besluttet at udvide ejerkredsen med to personer, som begge kommer fra virksomheden.
Egil Rasmussen Aarhus A/S ejes delvist af Egil Rasmussen Holding A/S, som også ejer Egil Rasmussen A/S i Vejle.
De nye medejere i Aarhus firmaet er Claus Mahler, som er entrepriseleder og Michael Grøn, som ligeledes er entrepriseleder.
Begge har fået en aktiepost i virksomheden, og dermed reducerer man indflydelsen fra moderselskabet i Vejle, Egil Rasmussen Holding A/S.
Med optagelsen af de to nye medejere i Egil Rasmussen Aarhus A/S samt direktør Thomas Nicolaisens medejerskab, har de tre ejere nu overtaget aktiemajoriteten i det aarhusianske firma.
Lidt langsom start
Året 2017 landede ganske fornuftigt for firmaet, der har haft travlt og samtidig har haft en dygtig og heldig hånd med at få projekterne afsluttet fornuftigt.
- Vi har speciale i renovering af boligforeninger, og der har været ganske god aktivitet i det forgangne år, siger Thomas Nicolajsen fra firmaet, og han tilføjer at man helst undgår de helt store opgaver hos storentreprenørerne:
- Faktisk havde vi ligesom i firmaet i Vejle en stille periode i starten af året. I perioden måtte vi ud at fyre seks-syv medarbejdere, fordi vi ikke havde nok at sætte dem til. Men så kommer der gang i sagerne, og så har vi haft travlt resten af året med nogle passende størrelser i projekter, og det er egentligt kørt fornuftigt, siger han.
Firmaet rundede de 102 mio. kroner i omsætning og havde en bundlinje på 5,4 mio. kroner, hvilket er en smule under forrige år, der lå på godt seks mio. kroner, men fortsat et tilfredsstillende resultat, ifølge Thomas Nicolajsen.
Firmaet beskæftiger i snit 61 medarbejdere.
Selskabet har haft en god udvikling, både omsætningsmæssigt og resultatmæssigt i de foregående år, måske især på resultatsiden, hvor man har været dygtige til at høste frugterne.
Firmaet lå i 2016 på en EBIT-margin (overskudsgrad, red) på 8,3 procent og i det netop afsluttede år på 6,4 procent til trods for en lidt langsom start på året.
- I år er vi til gengæld kommet med fra start, og det går rigtigt fint, og vore ordrebeholdning ligger fornuftigt og vi har det meste af omsætningen for året i hus, siger Thomas Nicolajsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Aarhus-entreprenør udpeger to nye medejere
Egil Rasmussen Aarhus A/S har taget to nye medejere ind i firmaet, og reducerer dermed indflydelsen fra moderselskabet