23948sdkhjf

Tech-direktør: Det offentlige bør gå foran

Ved digital kommunikation sikrer man, at viden ikke går tabt og dermed kan man bedre lære af fortidens fejl, mener adm. direktør i Geniebelt

LONDON: Den offentlige sektor i Danmark har store muskler og bør derfor være med til at sikre, at byggebranchen kommer med på den digitale bølge.

Det mener adm. direktør i teknologivirksomheden Geniebelt, Ulrik Branner.

Han ser gerne, at de offentlige bygherrer stiller krav om digital kommunikation - på den måde kan man også lære af fortidens byggeskandaler.

Bør det offentlige stille krav om brug af digitale løsninger ved eksempelvis udbud eller når man køber andre ydelser?

- Ja det burde man. Det helt kapitalistiske del af mig, synes det er fantastisk, at vi som virksomhed kommer til at eje al den viden som bliver generet via vores produkt. Men her bør det offentlige også komme bedre på banen, som man for eksempel er i England.

- I hvert fald går diskussionen om, hvordan man vil kræve, at når man eksempelvis bygger for det offentlige, så skal en del af kommunikationen, modeller og billeder være digital. Det offentlige har musklerne. Desuden er der ved digital kommunikation masser af viden, som man kan sikre ikke går tabt. Det gælder for eksempel læring omkring en proces, som kan overføres på andre projekter.

- Tænk, hvad man for eksempel kunne have lært af fortidens store byggeskandaler, hvis al kommunikationen var blevet gemt, siger Ulrik Branner.

Mistro og konflikter
Modsat en række andre brancher har byggeriet ikke i samme grad grebet den teknologiske udvikling og dens muligheder. Hvorfor tror du branchen er så bagud?

- Byggeriets værdikæde er syg og er i dag koden til at fremme mistro og konflikter, fordi man ikke har transparens adgang til den samme viden. Allerede fra dag et mødes byggeriets parter med lukkethed og er presset på prisen. Derfor skal værdikæden knækkes. Det gør man ved at gøre det til bygherres ansvar, at værdikæden fungerer. Det ansvar kan man ikke overlade til en rådgiver - det ligger hos en selv. Derefter er åbenhed og transparens i processen ekstremt vigtigt, for der kan man se, hvem der gør de godt, og hvem der gør det dårligt, siger han.

Konkurs som konsekvens
Er det jer som tech-virksomhed, der skal ud og uddanne markedet?

- Ja og det gør vi allerede i stor stil på de store projekter, vi har. Vi bliver samtidig brugt i forhold til virksomhedernes digitale startegier og dermed kommer meget af den digitale opdragelse fra os, siger han.

Hvad kan man som virksomhed vinde ved at gribe den nye teknologi?

- Først og fremmest kan man vinde en hulens masse penge og undgå at ende som den engelske entreprenørgigant Carillion, som gik konkurs selv om de havde tonsvis at lave.

- Men de var ineffektive og havde spredt sig over alt for mange projekter med for lav en margin. De manglede simpelthen den indsamling af viden over, hvilke typer opgaver de tjente penge på - og hvilke de tabte på, forklarer Geniebelt-direktøren.

Gribe i egen barm
Branchen bliver tit beskyldt for at være præget af konservativisme. Kommer digitaliseringen, når nogle af de gamle dinosaur går på pension?

- Påstanden om at byggebranchen skulle være konservativ er jeg ikke enig i. Selvfølgelig er der lommer i branchen, der ikke vil forandre sig. Som virksomhed, der leverer digitale løsninger skal vi først og fremmest gribe i egen barm og påtage os ansvaret for, at vores produkter virker.

- Man skal ikke digitalisere for at digitalisere. Hvis virksomhederne får et produkt, som de kan se virker og som sparer dem for penge, så skal de nok gribe teknologien. Vi har sammen med det offentlige og sammen med uddannelsesinstitutionerne en opgave med at vise folk, hvordan de skal gøre det, siger han.

Mangler vi uddannelse i teknologiske løsninger?

- Mest mangler vi investeringslyst og tid til at gøre det, fastslår Ulrik Branner.

Læs mere:
Byggebranchen spilder hvert eneste år knap 10 billioner på lav produktivitet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11