Gladsaxe kan så småt begynde at se frem til et nyt byområde med familieboliger, butikker og caféer. Det gælder på den grund, som tidligere husede Søborg Møbelfabrik.
Bygherre er Ejendomsselskabet Dades, der har indgået kontrakt med HHM A/S om byggeriet af 184 boliger på fabriksgrunden.
- Møbelfabrikken bliver et nyt, attraktivt område i Gladsaxe med både bolig og erhverv. Vi glæder os til at komme i gang med byggeriet, der ligger helt i tråd med vores strategi om at opføre flere familievenlige boliger i Storkøbenhavn og udvalgte byer, siger Boris Nørgaard Kjeldsen, adm. direktør i Dades.