23948sdkhjf

Eftertragtede arkitekturpriser er uddelt

Vinderne af de eftertragtede arkitekturpriser Store Arne og Lille Arne 2018 er fundet. Hovedprisen går til Kanonhuset af Entasis Arkitekter, mens Lejerbo København løber med prisen Lille Arne

Der er blevet sat navn på vinderne af arkitekturpriserne Store Arne 2018 og Lille Arne 2018.

Priserne er opkaldt efter designikonet Arne Jacobsen (1902-71) og uddeles hvert år af Arkitektforeningen København i forbindelse med foreningens nytårskur.

I fredags kunne Tegnestuen Entasis Arkitekter så lade sig hylde. De har fået hovedprisen Store Arne for opførelsen af tegnestuens eget kontor i Københavns Nordhavn kaldet "Kanonhuset".

- Vi er svært stolte over at modtage en pris, som bliver uddelt af fagfæller. Det er et kæmpe skulderklap, og det kunne være fantastisk, hvis det også gav inspiration til andre arkitekter om at turde tage springet og blive egen bygherre, siger Christian Cold, indehaver af tegnestuen, i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at juryen blandt andet har lagt vægt på, at Kanonhuset er et værk, der med "overskud og stor detaljerigdom fortolker stedets egenart og giver et troværdigt bud på, hvordan man lever i den sammensatte by".

De nominerede til priserne

Foruden vinderne var følgende nomineret:
Store Arne:
Hvidovre Strandpark (Vega Landskab i samarbejde med billedhugger Karin Lorentzen)
Axel Towers (Lundgaard & Tranberg Arkitekter)
Copenhagen Plan Science Centre Det biovidenskabelige fakultet (Lundgaard & Tranberg Arkitekter)
The Silo (Cobe)

Lille Arne:
Tegnestuen Urban Power
Byskoven ved Københavns Kommune
Foreningen Kulturtårnet
Bevæg Byen! ved Bettina Lamm, Anne Wagner og Laura Winge

"Derudover italesætter projektet værdien af arkitektfagets betydning - herunder arkitektens fortsatte rolle i udviklingen af en tidssvarende byggeskik og af det levede liv", lyder det.

- Kanonhuset placerer sig mellem gamle værkstedsbygninger. Vi ville ikke lave et virksomhedsdomicil men skabe en tegnestue, der har karakter af et værksted med materialer som beton, røde tegl og egetræsplanker. Derudover gav vi byggeriet en blandet funktion med boliger og erhverv samme sted, som fungerer enormt godt - især når man bygger tæt, supplerer Christian Cold.

Lykkes med strategi
Han var ikke ene om at gå glad hjem fra arrangementet. Det gjorde også aftenens anden vinder i form af Lejerbo København.

De modtager prisen Lille Arne for at konkretisere deres bygherrestrategi fra 2015 om at skabe rum for liv og god arkitektur med opførelsen af 65 almennyttige familieboliger på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter.

De senere års vindere

Store Arne
2017: Praksis Arkitekter for Carlsbergfondets forskerboliger
2016: Falko Arkitekter v/ professor Tage Lyneborg, Høgni T. Hansen og Carl Th. Lyneborg for ny multisal ved Falkonergårdens Gymnasium
2015: Dissing & Weitling Architecture for Cykelslangen

Lille Arne
2017: Arcgency Arkitekter, Allan Lyth, Tal R, Marianne Tuxen og Lennart Lajboschitz for omdannelsen af Absalon på Vesterbro
2016: Københavns Kommune for skybrudspolitikken
2015: Arkitekturfilmfestivalen Copenhagen Architecture Festival x Film
Kilde: Arkitektforeningen Københavns hjemmeside

I begrundelsen skriver juryen blandt andet, at Lejerbo som bygherre - med deres prioritering af en identitetsskabende arkitektur i samspil med tegnestuen BIG - forener referencer til Ingrid Gehls teorier om blandt andet kontakt, æstetik og oplevelser med en hensyntagen til nærområdets fysiske og sociale miljø.

- Vi er super lykkelige over prisen, siger Jan Hyttel, formand for Lejerbo København, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

- Det er sjovt, når arbejde på papir bliver til virkelighed og materialiserer sig til godt byggeri, som vi er lykkes med på Dortheavej.

Her var ambitionen at lave almene boliger til almindelige mennesker, tegnet af verdens bedste arkitekter, fortæller han.

- Det er vi lykkedes med, og det er denne pris et bevis på. Vi har en strategi om ikke bare at opføre bygninger, men hjem, der er i øjenhøjde med de mennesker, der bo i dem, supplerer han i pressemeddelelsen.

Arne-priserne

Det er Arkitektforeningen København, som hvert år uddeler arkitekturpriserne.

Store Arne gives til såvel udførte værker som initiativer, der har løftet arkitekturen i Storkøbenhavn i det forgangne år.

Lille Arne gives til initiativer, realiserede og ikke-realiserede projekter og nytænkende ideer, som har skabt debat eller gjort en forskel for faget.

Priserne uddeles i januar i forbindelse med Arkitektforeningen Københavns nytårskur.

Årets Arne blev indstiftet i 2007.

Prisen er en statuette i akryl, præget med arkitekten Arne Jacobsens ansigt.
Kilde: Arkitektforeningen Københavns hjemmeside

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125