23948sdkhjf

Vis din mester, hvad du gerne vil

Tobias Enggrob er tømrerlærling, og han vil have det stort

"Se børn, det her hospital har far været med til at bygge".

19-årige Tobias Enggrob slår ud med armene og ser tilfreds ud ved tanken om netop dét fremtidscenarie. Han har sin kaffepause i Elindcos skurvogn foran Rigshospitalet - og der er stadig et stykke tid til både børn, og til der står et færdigt hospital.

Elindco er i fuld gang med et stort byggeprojekt, hvor virksomheden er med til at opføre en helt ny fløj på Rigshospitalet. Tobias Enggrob, der har været tømrerlærling i firmaet i to år, går for øjeblikket på nordfløjens 6. sal og sætter gipsvægge op. Og opsætning af gipsvægge er der meget af på nordfløjen.

Derfor er han glad for, at han i sin læretid har prøvet at arbejde på mange forskellige byggepladser, bl.a. Københavns Universitet, Panuminstituttet og VUC i Roskilde. VUC var en plads, som Tobias Enggrob gjorde noget ekstra for at komme med på, da der her skulle laves tagkonstruktioner og kviste, som han vidste ville være lærerige for ham.

Størrelsen vigtig
- Selvom lærlinge har en logbog, der sikrer, at vi kommer rundt om de forskellige discipliner, er det vigtigt at gøre opmærksom på det, hvis der er noget, man særligt gerne vil. Det er derfor, jeg har fået prøvet så mange ting. Men jeg har også været nysgerrig, fulgt med i, hvad der foregår i firmaet og blevet venner med folk på andre pladser, siger Tobias Enggrob.

Et andet råd til lærlinge er at tænke over, hvilken størrelse virksomhed, de helst vil have læreplads i.

- Jeg har tænkt meget over det og troede, at jeg helst ville være i et lille firma, hvor man kan prøve mange forskellige ting. Men efter jeg er kommet til Elindco, er jeg begyndt at holde af det flow og dynamik, der er på de store pladser - bare det at det kan lade sig gøre at bygge på den her måde! Jeg kender også mange tømrerlærlinge, der er i mindre firmaer og er glade for det. Det vigtige er at tænke over, hvad man er til, selvom det i sidste ende ikke er sikkert, at man kan vælge og vrage, mener han.

Vær mødestabil
Et vellykket lærlingeforløb kræver ifølge Tobias Enggrob en indsats af både lærling og svend.

- Det er klart, at svenden spiller en stor rolle i sin oplæring af os. Jeg har haft fornøjelsen af flere svende, som både var fagligt dygtige og havde overskud. Fx ved et byggeri, hvor gulvet havde løftet sig, og en af svendene tog sig tid til grundigt at forklare, hvordan det var sket, selvom vi var pressede. En god svend forstår, at vi er under uddannelse, og at vi ikke kan det hele fra starten. Og så husker han en gang imellem at interessere sig for, hvordan vi har det, siger Tobias Enggrob.

Til gengæld bør lærlingen gøre en indsats for at være mødestabil og loyal, mener han:

- Man skal holde sin sti ren - huske sine aftaler og ikke gå ud og ryge smøger hvert femte minut.
Sigh

Læs mere: Flere unge kommer i gang i byggeriet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125