23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Forsyningsselskaber øger milliardbudget til skybrudstunneler

Der skal afsættes 800 mio. kroner ekstra til anlæg af tre skybrudstunneler i hovedstadsområdet. Projekteringen af de to første kan være i gang om et halvt år

Det bliver dyrere end først beregnet at anlægge en række skybrudstunneler i hovedstadsområdet.

Nye analyser viser nemlig, at det oprindelige anlægsbudget på cirka 2,6 mia. kroner til skybrudsledninger og -tunneler formentlig skal øges med 800 mio. kroner.

- De indledende overslag blev lavet på et tidligt stadie, og vi har nu gennemført en grundigere analyse, som viser, at tunnelerne skal håndtere en større vandmængde. Og det kræver blandt andet, at tunnelerne skal være større og længere, fortæller Svend Krongaard, afdelingschef i Hovedstadsområdets Forsyningsselskab (Hofor).

Fordyrelsen stammer fra tre kommende tunnelprojekter, som bærer navnene Svanemølletunnelen, Valbytunnelen og Vesterbrotunnelen.

Store entrepriser i vente
- En stor del af budgetforøgelsen på 800 mio. kroner kommer fra en del af Vesterbro-projektet, som krydser en metrostation. Så her er vi ved at kigge på, hvilke alternative løsninger man kan bringe i spil, siger Svend Krongaard.

De to sidstnævnte, altså Valby- og Vesterbroprojekterne, er i designfasen og kan allerede komme i udbud i løbet af første halvår 2018.

- Som det ser ud nu, skal vi i gang med projektering og udbud om et halvt til trekvart år, fortæller Svend Krongaard.

For Svanemølletunnelen kommer der til at gå længere tid, da det er et noget større projekt. Svanemølle-projektet er med samlet otte km tunnel det største af de tre. Han vurderer, at det vil vare cirka halvandet år, før Svanemølletunnelen når projekteringsfasen. Efter planen skal det stå klar i 2026, mens de to andre forventes færdiganlagte omkring 2022.

Projekter frem mod 2035
Svanemølletunnelen, Valbytunnelen og Vesterbrotunnelen er en del af et større klimatilpasningsprojekt med over 350 projekter i København og omegn for mere end 11 mia. kroner i alt.

Projektet blev vedtaget i 2015 og forløber over 20 år, og meget i budgettet kan derfor ændre sig endnu, pointerer Svend Krongaard.

- 20 år er lang tid, og det bliver formentlig ikke sidste gang, at vi kommer til at justere budgettet. Det er heller ikke utænkeligt, at vi kan indhente fordyrelsen på 800 mio. kroner.

Ud over tunneler indeholder klimaprojektet blandt andet skybrudsledninger og særlige klimaveje.

Læs mere om tunnel-, kloak- og overfladeløsninger i forbindelse med skybrud:
Tunneler er ikke nok til skybrud

BREAKING
{{ article.headline }}
0.11|instance-web02