23948sdkhjf

Blev iværksætter ved et tilfælde

Han er både tømrer og master i filosofi og socialvidenskab. Og ekspert i skruefundamenter

I 2013 bad en ven Rune Roepstorff Nissen om at tegne en ny terrasse. I den forbindelse nævnte vennen begejstret skruefundamenter som et både meget nemmere og billigere alternativ til et traditionelt betonfundament.

Med sin håndværkerbaggrund var Rune umiddelbart skeptisk, så han besluttede sig for at undersøge konceptet nærmere:

- Det var utroligt at se, hvor umiddelbart og effektivt det var at arbejde med skruefundamenter, og jeg blev hurtigt overbevist. Da jeg tre dage efter blev fritstillet fra mit arbejde som udviklingskonsulent, undersøgte jeg af nysgerrighed, hvem der forhandlede produktet i Danmark. Det viste sig, at den tyske producent Krinner faktisk ledte efter en dansk forhandler, og så var jeg ligesom i gang, fortæller Rune Roepstorff Nissen, indehaver af Nemt Fundament, i en pressemeddelelse.

Tredobling af salget
I dag er Nemt Fundament eneforhandler af Krinners skruefundamenter i Danmark, men det lå ikke umiddelbart i kortene, at Krinner skulle lave en eksklusivaftale med den lille danske iværksættervirksomhed.

- Da jeg tog kontakt til tyskerne, krævede det en del overbevisning. Men da vi først fik landet en aftale, lykkedes det mig allerede første år at tredoble det forventede salg, og så satsede de på mig som eneforhandler. Samtidig fik vi skabt en god personlig relation, da jeg som ung brugte et år som naver, hvor jeg rejste rundt og udførte kvalitetshåndværk for husly. Navere er nemlig meget populære i Tyskland, fortæller Rune Roepstorff Nissen.

Håndværker og akademiker
Runes erfaringer og baggrund er da også en uløselig del af Nemt Fundaments succes.

Efter han bestod sin svendeprøve som tømrer og gik som naver i Skandinavien, arbejdede han et år som tømrer i det nordlige Norge, hvor han slog sin skulder af led og endte i revalidering. Det gav ham mulighed for at forfølge en gammel drøm om at læse videre, og efter en HF-uddannelse tog han en kandidatgrad på universitetet i filosofi og socialvidenskab.

Da han efter nogle år som fagredaktør og konsulent i uddannelsessektoren ved et tilfælde igen endte i byggebranchen, kunne han derfor trække på et bredt netværk og en række nyerhvervede kompetencer indenfor bl.a. projektudvikling. Det er dog kvaliteten, der er det gennemgående for både Rune selv og Nemt Fundament:

- Jeg finder en enorm glæde i kvaliteten i klassiske, enkle og gedigne løsninger inden for alle håndværk. Så jeg er ret konservativ, hvad angår nye byggematerialer. Krinners skruefundamenter er dog så simple og funktionelle - så tyske - at jeg faldt for dem med det samme. Og da de både er langtidsholdbare, klimavenlige og genbrugelige, har de faktisk en del tilfælles med klassiske materialer, siger Rune Roepstorff Nissen.
tøtte

Læs mere: Ordentligheden gælder også i det daglige

Kvaliteten er afgørende
Selvom Nemt Fundament markedsfører sine skruefundamenter som et nemmere, billigere, grønnere og ikke mindst hurtigere alternativ til de eksisterende funderingsløsninger på markedet, handler det i sidste ende om kvalitet:

– Det gælder stadig om at gøre sit arbejde ordentligt. Håndværk handler om kvalitet, og der er ingen nemme veje eller billige tricks, der virker i længden. Skruefundamenter giver en masse muligheder og fordele, men som med alt andet håndværk, skal det laves ordentligt. Den filosofi er helt afgørende for Nemt Fundament, og det er da også den salgstale, jeg giver både mine kunder og samarbejdspartnere, siger Rune Roepstorff Nissen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156