23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Uvelse, Hvidovre, Fredericia, Fanø, Aarhus, Oddense, Nykøbing M., Aalborg, Svenstrup og Hjørring

REGION HOVEDSTADEN

UVELSE

Opførelse af 50 boliger
HHM A/S har fremsendt en anmodning om at få udarbejdet en ny lokalplan for et område i Uvelse Nord til Hillerød Kommune med henblik på opførelse af cirka 50 boliger.

HHM foreslår, at der opføres boliger i forskellige størrelser målrettet børnefamilier og seniorer. Boligerne tænkes som en blanding af parcelhuse, rækkehuse og om muligt et seniorbofællesskab. HHM ønsker, at lokalplanen åbner mulighed for fleksibilitet i boligtypen alt efter efterspørgslen.

Direktionen indstiller til Økonomiudvalget at udarbejdelse af kommuneplantillæg og lokalplan sætte s i gang som ønsket. Udvalget tager stilling i sagen på sit møde i dag.

HVIDOVRE

Etablering af handicap-boliger
Boligselskabet Lejerbo har henvendt sig til Hvidovre Kommunes Center for Handicap og Psykiatri med forslag og ønske om at omdanne to ledige erhvervslejemål i Strandbyparken til ældre- og handicapegnede boliger.

Administrationen anbefaler, at der træffes politisk beslutning om, at dialogen med Lejerbo om at omdanne de konkrete erhvervslejemål til boliger til brug for Center for Handicap og Psykiatris borgere skal fortsætte, og det bakker såvel Social- og Sundhedsudvalget og Økonomiudvalget op om.

Det ene af de to erhvervslejemål kan ombygges til tre boliger på mellem 65 og 70 kvm, og det andet kan ombygges til én bolig på 36 kvm. Den samlede anskaffelsessum for etablering af ældreboligerne er beregnet til 8,333 mio. kroner.

REGION SYDDANMARK

FREDERICIA

Siloanlæg
Fredericia Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 351 for siloer ved Møllebugtvej i Fredericia.

Lokalplanen giver mulighed for opførelse af et 35 meter højt siloanlæg. Siloernes lodrette facader kan være 25 meter med en konisk top på yderligere 5 meter. På toppen af siloerne kan etableres et transportanlæg til korn, således at det samlede anlæg kan få en højde på op til 35 meter.

FANØ

10 boliger
Fanø Byråd har vedtaget Lokalplan 117 endeligt. Lokalplanen åbner mulighed for etablering af op til 10 lejligheder på adressen Storetoft 30 inden for de eksisterende bygninger. 

REGION MIDTJYLLAND

AARHUS

Ud- og ombygning af Risskov Skole
Aarhus Byråd skal på sit møde i dag beslutte, om der skal gives en anlægsbevilling til første etape af ud- og ombygning af Risskov Skole.

Læringsarealet pr. elev skal udvides, der skal indrettes et lokale til håndværk og design, et musiklokale nybygges, toiletterne renoveres og udbygges, og der etableres lokalefællesskaber mellem fritidsklubben og undervisningen for mellemtrinnet. Det tilstræbes samtidigt, at skolen får sammenhængende læringsmiljøer til de forskellige skoletrin. Desuden skal indeklimaet forbedres.

Det indstilles til byrådet, at der frigives et rådighedsbeløb på 25,6 mio. kroner fordelt med 24,1 mio. kroner i 2018 og 1,5 mio. kroner i 2019.

AARHUS

Kontorbyggeri og kollegiebebyggelse
Lokalplan 1059, Hejredalskvarteret indstilles til endelig vedtagelse i Aarhus Byråd i dag. Lokalplanen gælder for et område i den nordlige del af Gellerupparken og er en etape i realiseringen af Helhedsplanen og Dispositionsplanen for Gellerup og Toveshøj.

Lokalplanen opdeles i fem delområder til henholdsvis erhvervs- og boligformål, og den gør det blandt andet muligt at opføre et større kontorbyggeri til et nyt domicil til Brabrand Boligforening på hjørnet af Karen Blixens Boulevard og Edwin Rahrs Vej. Derudover baner lokalplanen vej for en kollegiebebyggelse længere nede langs boulevarden.

Samlet gives der mulighed for at opføre 20.500 kvm bebyggelse inden for lokalplanområdets byggeretsgivende del.

ODDENSE

Ombygning af Oddense Børneunivers
Skive Kommune planlægger at gennemføre en ombygning af Oddense Børneunivers i forbindelse med etablering af en udvidet SFO, og sagen er på dagsordenen, når Børne- og Familieudvalget holder møde i dag

Kultur- og Familieforvaltningen indstiller, at der gennemføres en ombygning af Oddense Børneunivers ifølge en model, som vil koste fire mio. kroner.

I bygningsløsningen samles Oddense Børneunivers inden for én samlet bygningsmasse, hvor et stort dobbelthøjt rum kommer til at fungere som "Skolens Hjerte". Herfra fordeler man sig ud til fire "bydele", som indeholder stamklasser, faglokaler, børnehave og administration.

REGION NORDJYLLAND

NYKØBING

Opførelse af ni familieboliger
Morsø Kommunalbestyrelse besluttede forleden at forhåndsgodkende Nykøbing Mors Andels-Boligforenings planer om opførelse af ni familieboliger i Klosterparken i Nykøbing og gav samtidig tilsagn om økonomisk støtte til byggeriet i form af en kommunal grundkapital på 1,863 mio. kroner.

Boligerne planlægges opført som ni rækkehuse i størrelser på henholdsvis 99 og 114 kvm.

Den samlede anskaffelsessum er opgjort til 18,628 mio. kroner.

AALBORG

Erhvervsbyggeri
By- og Landskabsudvalget i Aalborg Kommune indstiller forslag til Lokalplan 2-4-106 til godkendelse i Aalborg Byråd.

Formålet med planerne er at muliggøre en revitalisering af de erhvervsarealer, der ligger i tilknytning til krydset Thistedvej/Lufthavnsvej. Området udgør et knudepunkt for den daglige trafik til og fra Aalborg Lufthavn og er samtidig den nordvestlige ’port’ til Nørresundby og Aalborg.

Lokalplanen giver mulighed for kontorer, lettere erhverv og andre servicevirksomheder. Derudover giver lokalplanen mulighed for, at der i et mindre omfang kan opføres boliger øst for Thistedvej.

SVENSTRUP

Boliger
By- og Landskabsudvalget i Aalborg Kommune indstiller Lokalplan 6-1-111 Boliger, Tingstedet, Svenstrup til endelig vedtagelse i Aalborg Byråd.

Formålet med lokalplanen er at give mulighed for at opføre boliger på Tingstedet i Svenstrup i form af tæt-lave boliger og/eller etageboliger i op til to etager.

Aalborg Kommune ejer arealet i lokalplanområdet, hvor den østlige del af området tænkes bebygget med almene familieboliger, mens den vestlige del af området forventes solgt til privat boligbebyggelse.

HJØRRING

Etablering af fastfood-restaurant
Både Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget i Hjørring Kommune anbefaler, at Lokalplan nr. 110.3160-L07 - Erhvervsområde ved Frederikshavnsvej, Hjørring og et tilhørende kommuneplantillæg vedtages endeligt.

Planforslagene er udarbejdet på baggrund af en konkret ansøgning om at etablere en Burger King-restaurant med drive in på stedet.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.156|instance-web04