REGION SJÆLLAND
HØNG
Parkour
Høng Gymnastikforenings arbejdsgruppe for Høng Kultur- og Bevægelsespark har søgt Kalundborg Kommune om 200.000 kroner til arkitektbistand til udarbejdelse af skitseforslag som grundlag for det videre arbejde med konkretisering og fundraising til et fase 2-projekt i bevægelsesparken.
Fase to omfatter faciliteter til motorik, klatring, spring, parkour, e-sport, fitness mm.
Kultur- & Fritidsudvalget i Kalundborg Kommune har sagen på dagsordenen på mandag.
REGION MIDTJYLLAND
KJELDBJERG
Etablering af en bypark
Et udvalg under Kjeldbjerg Borgerforening, Byparkudvalget, har anmodet Viborg Kommune om tilsagn om opkøb af et areal til etablering af Kjeldbjerg Bypark.
Byparken ønskes placeret på en privat ejet grund, Kjeldbjergvej 17, som er ubebygget efter at bygningerne er nedrevet.
Byparken er tænkt etableret med en række elementer som shelters, fællesbygning, multibane samt aktivitets-og opholdsarealer. Projektet har bred opbakning fra byens øvrige foreninger.
Teknisk Udvalg drøftede sagen på sit seneste møde og besluttede, at sagen medtages, når der på et kommende møde skal prioriteres byfornyelsesmidler.
VIBORG
Stibelysning
Teknisk Udvalg i Viborg Kommune godkendte forleden, at der etableres stibelysning på Alhedestien ved Hald Ege Skole, og at der anvendes 150.000 kroner på projektet.
Hald Ege Skole har ændret adgangsforholdene for cyklister til skolen af hensyn til trafiksikkerheden, og herefter er der opstået et behov for belysning på Alhedestien mellem Egeskovvej og Birgittelyststien, hvor der ikke tidligere har været stibelysning.
VIBORG
Nedrivning
Ejeren af ejendommen på Krathusvej 1 har søgt Viborg Kommune om tilladelse til at nedrive en staldlænge. Staldlængen er bevaringsværdig i kategori 3 og dermed optaget i kommuneplanen som bevaringsværdig.
Teknisk Udvalg gav forleden grønt lys for nedrivningen.
FAVRSKOV
Cykelsti- og trafiksikkerhedsprojekter
Favrskov Kommune har afsat fem mio. kroner som rådighedsbeløb i Budget 2017-20 til cykelsti- og trafiksikkerhedsprojekter, og byrådet skal nu tage stilling til, hvordan pengene skal udmøntes.
I første omgang ser Teknik- og Miljøudvalget på forslagene fra Teknik og Kultur på torsdag.
Teknik og Kultur foreslår blandt andet, at der etableres trafikreducerende tiltag på Ellemosevej og i Svenstrup by.
Desuden foreslås det, at der anlægges en dobbeltrettet cykelsti langs Vadstedvej fra Svenstrup bygrænse til Hammel med forbindelse til eksisterende sti, og at der etableres en kombineret gang- og cykelsti på Bølvadsvej i Hinnerup mellem rundkørslen og Linen.
Resten af pengene vil forvaltningen bruge på analyser og kampagner.
Det bemærkes, at cykelstien mellem Svenstrup og Hammel ad Vadstedvej vurderes at koste 5,3 mio. kroner. Det forventes imidlertid, at projektet vil opnå medfinansiering fra Vejdirektoratets Pulje til fremme af cyklisme på 2,12 mio. kroner. Favrskov Kommunes udgifter til cykelstiprojektet mellem Svenstrup og Hammel udgør således 3,18 mio. kroner.
REGION HOVEDSTADEN
FREDERIKSBERG
Skybrudsprojekt
Frederiksberg Kommunalbestyrelse skal på sit møde på mandag blandt andet tage stilling til, om et projektforslag for et skybrudsprojekt på Lindevangskolen skal godkendes. I sagen indstilles, at der foretages en ændring i skybrudspakke 2017, så der anvendes seks mio. kroner på et skybrudsprojekt i skolegården på Lindevangskolen. Midlerne var oprindelig afsat til Grønne veje i det østlige Frederiksberg i 2017, men grundet forsinkelser i arbejdet, vil det ikke være muligt at anvende midlerne til dette formål i 2017.
Derfor foreslås det, at midlerne i stedet for anvendes på Lindevangsskolen.
Da belægningen i skolegården på Lindevangskolen er meget slidt, har Undervisningsudvalget afsat midler til udskiftning af asfalt i skolegården, og det betyder, at renovering af belægning og skybrudsprojektet kan koordineres.
Det er planen at etablere tre skålformationer i skolegården, som under et skybrud kan opsamle overfladevandet i skolegården og dele af tagvandet fra skolen, så kloaknettet aflastes.
Skålene vil blive udformet, så de giver mulighed for leg og læring samt muliggøre kørsel med mindre cykler og andre lege redskaber. Under hver skål vil der blive placeret faskiner, som muliggør, at der vil kunne stå vand i skålene. Hele anlægget vil kunne rumme i alt 1.600 kbm.
Det er forventningen, at anlægsprojektet kan påbegyndes i skolernes efterårsferie i år, og det forventes afsluttet medio 2018.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Høng, Kjeldbjerg og Viborg, i Favrskov Kommune samt på Frederiksberg
Annonce