23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Glostrup, Albertslund, Havnbjerg, Sønderborg og på Mors

REGION HOVEDSTADEN

GLOSTRUP

Belysning
Glostrup Kommunalbestyrelse har sagt god for, at restbeløbet i driftspuljen "Støtteforanstaltninger lavere kriminalitet" på 265.000 kroner anvendes til etablering af belysning i Byparken. Desuden anvendes 60.000 kroner fra anlægspuljen "Pulje til bløde trafikanter" til belysningsprojektet.

I dag er kun den sydlige sti i Byparken belyst, og der foreslås opsat yderligere cirka 22 lamper langs de andre stier i parken.

ALBERTSLUND

Buslomme
Som følge af et trafikuheld med en fodgænger på Trippendalsvej i Albertslund i 2016 er der nu udarbejdet et forslag til forbedring af sikkerheden ved busstoppestederne på vejen.

Det foreslås blandt andet, at der etableres en ny buslomme med plads til to busser ved stoppestedet Morbærhaven/Falkehusene i den nordlige vejside. Desuden foreslås det, at der i den sydlige side etableres en løsning, hvor der i afmærkningen på vejen er etableret buslommer. Samme løsning foreslås etableret ved stoppestedet vest for Herstedøstervej i den nordlige vejside. Endelig foreslås det, at de eksisterende buslommer i nordsiden udvides, så der overalt på strækningen kan holde to busser i buslommerne.

Omkostningerne til de foreslåede forbedringer er beregnet til knap 1,4 mio. kroner.

Albertslund Kommunalbestyrelse gav på sit seneste møde grønt lys for, at forbedringerne udføres, og at pengene anlægsbevilges.

REGION SYDDANMARK

HAVNBJERG

Nedrivning
Sønderborg Kommune har fra Boligselskabet Danbo modtaget skema A for en renoveringsstøttesag med støtte fra Landbyggefonden.

Sagen handler om nedrivning af 27 boliger i boligselskabets afdeling 14, Tjørning 186-190, Havnbjerg.

Sagen behandles af Økonomiudvalget i dag, hvor forvaltningen indstiller, at kommune stiller garanti for et lån på op til 5.912.000 kroner.

Ifølge en områdeplan for de almene boliger på Nordals skal omfanget af boliger reduceres med yderligere op til 364 boliger opdelt i tre som følge af tiltagende befolkningstilbagegang på Nordals.

Antallet af almene boliger er siden 2009 reduceret med op til 518 boliger inklusive igangværende nedrenoveringer. Ved gennemførelse af nedrivning af de 27 boliger i Havnbjerg vil der således samlet være fjernet 545 almene boliger på Nordals.

SØNDERBORG

Havvindmøllepark
Sønderborg Forsyning A/S har ansøgt Sønderborg Kommune om et tilskud på op til 7,6 mio. kroner til forundersøgelser og miljøkonsekvensvurderinger som led i opførelsen af en kystnær havvindmøllepark "Lillebælt Syd".

Undersøgelserne skal afklare, om der er basis for at opføre en kystnær havvindmøllepark mellem Als og Fyn med mellem 20 og 44 havvindmøller med en effekt på op til 160 MW, svarende til 125.000 husstande elforbrug i 25 år. Et anlægsprojekt, som samlet vurderes at beløbe sig til cirka 2,5 mia. kroner.

Sagen er på Økonomiudvalgets dagsorden i dag, hvor forvaltningen anbefaler, at kommunen tilkendegiver sin støtte til projektet, og at der frigives 7,6 mio. kroner til forundersøgelsen. Byrådet har beslutningskompetencen i sagen.

Energistyrelsen har givet tilladelse til, at Sønderborg Forsyning A/S kan påbegynde forundersøgelser og miljøkonsekvensvurderinger, geofysisk undersøgelse af havbund, undersøgelse af fugletræk og habitatkortlægning.

REGION NORDJYLLAND

MORSØ

Vådområde
Udvalget for Teknik og Miljø i Morsø Kommune har sagt god for, at der tages hul på forundersøgelserne af mulighederne for et vådområdeprojekt i Porsmose.

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen har givet tilsagn til tilskud til forundersøgelserne på i alt 407.684,50 kroner.

Forundersøgelserne har både en teknisk og en ejendomsmæssig side. Den tekniske forundersøgelse har til formål at kortlægge de tekniske forhold i projektområdet samt beskrive projekt-scenarier og levere et overslag på anlægsomkostninger.

Den ejendomsmæssige forundersøgelse har til formål at kortlægge lodsejerholdninger, ønsker og eventuelle krav i forbindelse med projektet.

Der er ansøgt om forundersøgelser af et areal på i cirka 45 hektar, som forventes at kunne bidrage med en kvælstoffjernelse på i alt 5,8 ton.

Udvalget har også sagt god for, at der gennemføres forundersøgelser af mulighederne for at lave et vådområdeprojekt i Lille Vig.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.229|instance-web01