23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Sygdom udløser chefskifte hos ejendomsgigant

Et af landets allerstørste ejendomsselskaber med byggeprojekter for milliardbeløb får ny ledelse - direktør må trække sig på grund af helbredet og får to afløsere

Efter fem år som direktør for Danica Ejendomme, et af landets ejendomsselskaber med mursten for op imod 30 mia. kroner, må Peter Mering stoppe på posten på grund af helbredet.

Det er "desværre ikke længere så robust, som det kunne være," skriver den 61-årige ejendomsdirektør i et opslag på LinkedIn.

Peter Mering fortsætter "på væsentligt nedsat tid" som senior advisor eller rådgiver for Danica Ejendomme.

- Jeg fortsætter også i nogle bestyrelser for blandt andet fælles investeringer med andre selskaber, uddyber Peter Mering over for Licitationen - Byggeriets Dagblad.

15 butikscentre
Peter Mering kom til ejendomsselskabet under Danica Pension i 2012 fra et tilsvarende job i det noget mindre SEB Pension.

Siden har han haft travlt med at forvalte den store portefølje, som omfatter 15 butikscentre, og med at søsætte nye projekter med byggeri for milliarder.

De største aktuelle projekter omfatter kontorer og hotel på Posthusgrunden i det centrale København og et højhuskompleks med cirka 700 ungdomsboliger ved Nørrebro Station.

I Peter Merings tid har Danica Pension også bygget et nyt, samlet dansk hovedsæde for Microsoft i Lyngby.

Butikscentrene - for eksempel City 2 i Høje Taastrup, Amager Centret, Kolding Storcenter og Lyngby Storcenter - har nærmest konstant byggeprojekter for store trecifrede millionbeløb.

Senest omtalte Licitationen - Byggeriets Dagblad mandag byggeplaner for en halv milliard kroner i Amager Centret og udvidelser af Friis i Aalborg og Slotsarkaderne i Hillerød.

To tager over
Peter Mering er oprindeligt uddannet i ØK og boede i flere år i Canada. Han vendte som 30-årig tilbage til Danmark og havnede efter eget udsagn lidt tilfældigt i ejendomsbranchen, hvor han hurtigt steg i graderne.

Hans post som adm. direktør for Danica Ejendomme bliver overtaget af André Scharf, der hidtil har været COO eller driftsdirektør i Danica Ejendomme med ansvar for udenlandske investeringer.

André Scharf kom til Danica Ejendomme i 2012 og havde før det arbejdet i Tyskland, blandt andet for Morgan Stanleys afdeling i Frankfurt.

Robert V.S. Nellemann, chef for projektudvikling, overtager ansvaret for udviklingsprojekter i Danica Ejendomme.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.203|instance-web02