Nye medarbejdere kommer oftere til skade, melder anlægsentreprenøren Arkil, der derfor sætter ind med et nyt initiativ.
Virksomheden, som i 2016 oplevede, at halvdelen af firmaets ulykker skete for medarbejdere med nul til to års anciennitet, vil opgradere en del af sine godt 80 arbejdsmiljørepræsentanter til også at være arbejdsmiljøambassadører.
Alle arbejdsmiljørepræsentanterne får et brev, hvor de får opgraderingen tilbudt. Og arbejdsmiljøambassadørerne skal fremover instruere alle nye medarbejdere i Arkils målsætninger og regler på arbejdsmiljøområdet.
Målet er at reducere antallet af ulykker blandt de nye medarbejdere med 50 procent i løbet af 2018. Og hos virksomheden har man stor tiltro til, at det nok skal lykkes.
- Meget af det er et spørgsmål om at opbygge en kultur og gøre opmærksom på, at det er ok at sige fra, siger arbejdsmiljøchef hos Arkil, Tina Thaarup Jakobsen, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Hun gør opmærksom på, at virksomheden skal bruge et sted mellem 50 og 80 arbejdsmiljøambassadører, og at man ser det som "naturligt", at arbejdsmiljørepræsentanterne også er arbejdsmiljøambassadører.
Arkil vil have ambassadører for arbejdsmiljøet
Virksomheden vil opgradere sine arbejdsmiljørepræsentanter. Det skal være med til at reducere antallet af ulykker blandt nye medarbejdere.