Vejentreprenører sikrer billigere drift af statsvejene
Der har været god konkurrence på driftsudbuddet af statsvejene, konstaterer Vejdirektoratet.
Vejdirektoratet har netop udpeget den gruppe af entreprenører, der de kommende fire år skal sørge for, at landets motorveje og landeveje er sikre og fremkommelige for bilisterne.
Samlet er driftsudbuddet opdelt i 42 entrepriser med en samlet tilbudssum på cirka 240 mio. kroner om året i perioden 2018-2021.
Og det er et ganske tilfredsstillende niveau, mener områdechef Michael Ebbesen fra Vejdirektoratet.
- Vi har ikke beregnet den samlede besparelse endnu, men forventningen fra vores side er, at der samlet er sikret en besparelse på minimum ti procent sammenlignet med tidligere driftsudbud, siger han.
God vind i markedet
De 42 entrepriser er fordelt geografisk og efter fagområde mellem 13 entreprenører, der blandt andet tæller nogle af landets største anlægsentreprenører som NCC, Arkil og Munck.
I alt modtog Vejdirektoratet 157 enkelttilbud fra 33 bydende virksomheder. Herudover blev der givet 91 kombinationstilbud med pakker af forskellige entrepriser.
- Med en enkelt undtagelse har der været to til seks tilbudsgivere på entrepriserne, og det har haft en god effekt på prisdannelsen, siger Michael Ebbesen.
Han peger på tre overordnede årsager til, at det er lykkedes at skaffe mere vejdrift for statens penge.
- For det første valgte vi denne gang at ændre vores udbudsstrategi, så entrepriserne er fordelt i nogle andre udbudsgrupper end tidligere. Og så har markedssituationen, som vi aldrig er herre over, formentlig også spillet en rolle og bidraget til øget konkurrence, siger områdechefen.
Flere udbud på vej
Som den tredje faktor fremhæver han, at Vejdirektoratet sendte et foreløbigt udbudsmateriale ud, der dels gav entreprenørerne mulighed for at forberede sig i bedre tid og dels mulighed for at kommentere forhold, der kunne stå i vejen for et optimalt tilbud.
- Vi fik lejlighed til at høre, hvad markedet havde at sige, inden vi sendte det endelige udbudsmateriale afsted, og vi kunne justere materialet til, hvor vi fandt det relevant på baggrund af deres bemærkninger. Og senere i forløbet fremstod entreprenørerne også velforberedte, og det gav en skarp konkurrence, vurderer Michael Ebbesen.
Standstill-perioden på 10 kalenderdage er endnu ikke overstået, og derfor mangler kontrakterne fortsat entreprenørernes underskrift.
Senere på året udbydes yderligere drift- og vedligeholdsarbejder, vintertjeneste samt asfaltbelægninger og bygværker ved statens vejnet.
Læs også: Lav interesse for drift af royal bro
De 10 største entrepriser
Driften af statsvejene i perioden 1. januar 2018 til 31. december 2021 er opdelt i 43 entrepriser. Her følger de største enkeltentrepriser:
|