De står bag Jubilæumsvinderen
Vinder af Renover prisens Jubilæumspris blev fundet i aftes. Det er Nyt Rosenhøj i Aarhus.
Parterne bag renoveringen er:
|
Den almene boligbebyggelse Nyt Rosenhøj i Aarhus løb i går med titlen og æren som Danmarks bedste almene renoveringsprojekt.
Det skete, da projektet fik Jubilæumsprisen ved uddelingen af Renover prisen 2017.
Nyt Rosenhøj i Viby vandt foran 80 andre indstillede projekter til Jubilæumsprisen, der blev uddelt for at markere Renover prisens femårs jubilæum og for at hylde og anerkende den almene sektors vigtige samfundsnytte rolle og betydning for byggebranchen.
- Nyt Rosenhøj er et fornemt eksempel på, hvor dygtig den almene sektor kan være til renovering. Især synes jeg, projektet skal prises for at lykkes med at skabe en helt ny helhed ud af bebyggelsen. Der har ikke blot været fokus på de enkelte bygninger, men på hvordan området skal fungere i sin nutidige bysammenhæng. Det, synes jeg, er rigtig flot løst, siger Anne Skovbro, filantropidirektør i Realdania.
Tidligere meget lukket
Oprindeligt var alle blokke i Rosenhøj-bebyggelsen ens. De lå i samme retning og skabte en lukket og monoton stemning.
Det er ændret med renoveringen, der har skabt gennemgange, og blokkene er blevet mindre bastante, hvilket har åbnet bebyggelsen ud mod den omkringliggende by.
Viby-renoveringen er med andre ord et godt eksempel på en ambitiøs helhedsplan, at omdanne et monofunktionelt og udsat boligområde med ensartede blokke, blinde veje og kedelige parkeringsarealer til et varieret og grønt boligområde.
- Det har altid været en del af Renover prisens dna at hylde renoveringer i de almene boligområder. Og ofte er det kæmpeopgaver, der involverer hele byområdet og bydelene, siger formanden for nomineringsudvalget, arkitekt Gøsta Knudsen, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.