Det er en noget tilknappet adm. direktør Per Breinbjerg, der tager telefonen, da Licitationen - Byggeriets Dagblad ringer for at få en kommentar til regnskabet for det midtjyske entreprenørfirma, EMR Murer & Entreprenør A/S, der har hovedkontor i Nørre Snede.
Han ønsker ikke rigtigt at uddybe det mere end almindeligt flotte resultat, firmaet har præsteret i det seneste regnskab.
Resultat næsten fordoblet
- Resultatet her skyldes hårdt arbejdende og stærkt loyale medarbejdere, og udsigterne for den resterende del af 2017 er ganske gode, og det samme er tilfældet for vort datterselskab Entreprenørfirmaet Poul Pedersen A/S, siger han, og henviser i øvrigt til regnskabets beretning.
Fakta er nemlig jævnfør beretningen, at EMR Murer & Entreprenør A/S har øget omsætningen fra 471 mio. kroner til 590 mio. kroner. Bruttoresultatet er stort set fordoblet fra 34 til 62 mio. kroner og det samme gør sig gældende for resultatet af den primære drift, der er steget fra 28 mio. kroner til 63 mio. kroner.
Samlet set er det blevet til et resultat i EMR Murer & Entreprenør A/S, der er steget fra 24 mio. kroner til 45 mio. kroner på bundlinjen. Det luner på egenkapitalen i det i forvejen solide selskab, der nu ligger på 94 mio. kroner.
Af samme beretning fremgår også, at det især er i andet halvår, at det er gået stærkt, men aktivitetsniveauet har dog været højt hele året. Specielt har den milde vinter gjort det muligt at holde aktiviteten oppe.
Stærkt fokus på bonitet
Virksomheden meddeler også i beretningen, at man har et meget stærkt fokus på tilbudsfasen, således at ordreporteføljen er af høj bonitet.
Det tjekkes således at tilbuddene holder inden afgivelse, efter afgivelse samt under udførelsen. Firmaet arbejder med fokus på det midt- og østjyske støttet af datterselskabet i Aarhus, og har ikke ubetydelige aktiviteter i København. Et niveau man regner med at fastholde fremover.
Datterselskabet Entreprenørfirmaet Poul Pedersen A/S i Brabrand præsterede en omsætningsfremgang fra 207 til 265 mio. kroner.
Årets resultat blev på 13 mio. kroner mod 11,2 mio. kroner året før. Her har omsætning og resultat ifølge beretningen fulgt budgettet.
EMR Murer & Entreprenør A/S er en byggevirksomhed, der næsten udelukkende udfører byggeopgaver uden projektering og rådgivning.
Top-præstation fra midtjysk entreprenørfirma
EMR Murer & Entreprenør A/S i Nørre Snede fordoblede resultatet i moderselskabet, og der er flot fremgang i østjysk datterselskab