23948sdkhjf

Bestseller vil bygge Danmarks højeste hus

Et ikonisk højhus på over 200 meter indgår som en central del af modekoncernens plan for en markant udvidelse af hovedkvarteret i Brande.

Hvis alt går efter planen, kan Bestseller i 2019 stikke spaden i jorden til et nyt markant byggeri i Brande, hvor modekoncernen har sit hovedkvarter.

Området vil komme til at huse op mod 30 butikker, der vil være en blanding af Bestsellers egne butikker og andre butikker i og uden for modebranchen. Desuden omfatter projektet et hotel samt nye faciliteter til uddannelse og kontorer.

Med Dorte Mandrup som arkitekt har Bestseller skabt et projekt, der i udgangspunktet omfatter 60.000 kvadratmeter - en fordobling af modekoncernens nuværende areal i Brande. Mest iøjefaldende bliver et centralt placeret højhus på over 200 meter. 

- Det samlede byggeri er tænkt som en investering i Brande, og det planlagte højhus vil fungere som et ikon for den nye udvidelse. Det bliver et vartegn, der, ud over at sætte Brande på landkortet, også vil være en arkitektonisk attraktion til gavn for hotelgæster, studerende og andre brugere af bygningen, siger projektansvarlig Anders Krogh Vogdrup fra Bestseller.

Han understreger, at der ikke bliver tale om et butikscenter i klassisk forstand – snarere en udvidelse af Bestsellers nuværende aktiviteter i Brande.

- Retail og butiksmiljø er en del af vores dna i Bestseller, og derfor giver det rigtig god mening at blande virkelige kundeoplevelser ind i vores dagligdag. Rigtige kunder giver os en læring, som vi kan tage med os, og bruge til at blive endnu bedre, siger Anders Krogh Vogdrup.

Lokalsamfundet inviteres ind
Da motorvejen rundt om Brande åbnede for år tilbage, forberedte Bestseller sig på en fremtidig udvidelse ved at bygge en tunnel, som forbinder Bestsellers domicil på indersiden af motorvejen med nogle arealer, som koncernen ligeledes ejer på den anden side af motorvejen.

Nu er Bestseller klar til at gå videre med sine udvidelsesplaner, og projektet træder dermed ind i sin næste fase. Her vil lokalsamfundet blive inviteret med i processen. Planen er at give noget tilbage til byen og dens borgere ved at oprette naturstier, løberuter, legepladser eller lignende på området.

- I nu mere end 30 år har vi været glade for at være i Brande og vi føler, at vi indgår som en naturlig del af lokalsamfundet. Det gælder både vores fysiske tilstedeværelse, de mange medarbejdere vi har, der er bosat lokalt, samt rækken af lokale initiativer, som vi gennem årene har været med til at støtte. Vi vil gerne åbne vores virksomhed op ved at re-tænke den måde, den indgår i lokalsamfundet, og vi håber på den måde at skabe noget værdi for både medarbejdere og borgere i Brande, siger Anders Krogh Vogdrup.

Der er endnu ikke sat en dato på, hvornår projektet forventes igangsat. Ifølge Anders Krogh Vogdrup vil det tidligst ske i 2019. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11