23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Tårnby, Ørestad, Brøndby, Nærum, Odense, Malling, Randers og Alderslyst

REGION HOVEDSTADEN



TÅRNBY



Opførelse af skøjtehal

Tårnby Kommune har på investeringsoversigten afsat 30 mio. kroner i 2018 til opførelse af en ny skøjtehal, og nu søger Teknisk forvaltning om en bevilling på 100.000 kroner til at starte forundersøgelserne.



Forundersøgelserne indeholder undersøgelser af eksisterende skøjtehal, undersøgelser af udpeget grund samt særlig vidensindhentning om etablering af ny skøjtehal.



Teknisk Forvaltning har udarbejdet en overordnet tidsplan for projektet, og ifølge den vil realisering af projektet strække sig over årene 2017-2021.



Økonomiudvalget tager stilling til forvaltningens ansøgning på sit møde i dag.



ØRESTAD



Familie-, ungdoms- og kollegieboliger

Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune anbefaler, at forslag til tillæg nr. 6 til lokalplan nr. 301 1-5 "Ørestad Nord" udsendes i offentlig høring i otte uger.



Grundejer har anmodet om at få udarbejdet tillægget for at gøre det muligt at opføre almene ungdomsboliger og små almene familieboliger samt private kolle­gieboliger ved Amagerfælledvej, øst for IT-Universitetet. Tillægget baner vej for to bygninger på op til 15.500 kvm etageareal. Bygningerne skal rumme op til 137 almene ungdomsboliger og en mindre andel små almene familieboliger med eget køkken og bad samt mindst 289 private kollegieboliger med eget bad og adgang til fælleskøkkener og fælleslokaler.



Teknik- og Miljøudvalget tager stilling i sagen på mandag.



BRØNDBY



Boligbyggeri

Ejeren af ejendommene Kirkebjerg Søpark 5 og Kirkebjerg Parkvej 7 i Brøndby har rettet henvendelse til Brøndby Kommune med et ønske om at etablere boliger på området. Ejeren har fået udarbejdet et projektforslag med en samlet bebyggelsesprocent på 150 for hele området og hvor 85 procent af parkeringen er i konstruktion. Det kræver ny lokalplanlægning, og Teknisk Forvaltning anbefaler at lade en kommende lokalplan tage udgangspunkt i det projektforslag, som ejer har udarbejdet.



Teknik- og Miljøudvalget har godkendt, at Teknisk Forvaltning udarbejder forslag til kommuneplantillæg og lokalplan 243 i overensstemmelse med projektforslaget. Økonomiudvalget har sagen på dagsordenen i dag.



NÆRUM



Renovering af Børnehuset Honningkrukken

Rudersdal Kommune har i budget 2016 og 2017 afsat henholdsvis to mio. kroner og knap 10,2 mio. kroner til Renovering af Børnehuset Honningkrukken på Egehegnet i Nærum. I 2016 blev de to mio. kroner frigivet til projektering og byggestyring. Der foreligger nu et konkret projektforslag, og Børneområdet anbefaler derfor, at den resterende anlægsbevilling frigives, og at projektet sendes i udbud når hovedprojektet er afsluttet.



Rudersdal Kommunalbestyrelse behandler sagen på sit møde i dag.



Projektet består i hovedtræk i at skabe forbindelsemellem de tre bygninger og skabelse af et fælles indgangsparti, modernisering af ruminddelingen, energirenovering af bygningerne og etablering af en rampe for bebyggelsens beboere, så de ledes uden om institutionens areal.



Renoveringsprocessen ventes at strækker sig fra oktober i år til september næste år.



REGION SYDDANMARK



ODENSE



Boliger ved Rugårdsvej

Odense Byråd skal på sit møde i dag beslutte, om forslag til kommuneplantillæg nr. 12 og forslag til lokalplan nr. 0-805 skal offentliggøres.



Forslagene er udarbejdet på baggrund af et ønske fra en privat investor, der er interesseret i at etablere boliger, hvor Falck tidligere har haft hovedstation i Odense.



Projektet, der danner grundlag for lokalplanforslaget, omfatter cirka 144 boliger i etagebebyggelse. Bebyggelsen etableres som randbebyggelse i varierende højde i tre-fem etager langs Rugårdsvej og Fjordsgade, hvor alt over fire etager skal opføres som penthouse, dog med mulighed for at markere hjørnet i fem fulde etager plus penthouse. Samtidig gives der mulighed for at etablere bebyggelse i tre etager i gården i tæt/lav eller som etagebebyggelse.



ODENSE



Tilbygning til Børnehus Syd

Odense Kommune er driftskommune for et børnehus i Syddanmark, der servicerer alle 22 kommuner i Region Syddanmark sammen med den tilhørende satellit i Esbjerg. Børnehusene har til formål at styrke hjælpen til børn og unge, der har været udsat for seksuelle og/eller fysiske overgreb.



Børnehus Syd er det børnehus i landet, der har flest børnesager, og i øjeblikket er børnehuset udfordret på sin kapacitet, og Odense Kommune har gennem det seneste år afdækket forskellige muligheder for at finde en passende løsning for Børnehus Syd. Børn- og Ungeforvaltningen og By- og Kulturforvaltningen vurderer, at den bedste løsning er at lave en udvidelse af tilbygningen til Børnehus Syd på Sanderumvej 105.



Køb af grund her og anlægsudgifterne til udvidelsen vil ifølge kommunens beregninger beløbe sig til omkring 4,4 mio. kroner.



Odense Byråd har sagen på dagsordenen i dag, hvor forvaltningerne søger en tillægsbevilling på de 4,4 mio. kroner.



REGION MIDTJYLLAND



MALLING



Opførelse af boliger

Magistraten i Aarhus anbefaler byrådet, at forslag til Lokalplan nr. 1020, Boliger mellem Krekærlundsvej og Synnedrupvej, Malling Syd og et tilhørende kommuneplantillæg fremlægges til offentlig høring.



Lokalplanen giver mulighed for, at området kan anvendes til boligformål i form af åben-lav, tæt-lav og etageboligbebyggelse. Der forventes at blive etableret cirka 325 nye boliger indenfor lokalplanområdet. En del af området må anvendes til offentlige formål i form af institutioner og botilbud.



RANDERS



Tre punkthuse med boliger

Randers Kommune har modtaget et forslag til et boligprojekt på Fjordgade 10. Forslaget lyder på opførelse af tre punkthuse med fem boligetager og en stueetage med parkering og depotrum.



Det er nødvendigt med en ny lokalplan, hvis forslaget skal realiseres.



Forvaltningen indstiller, at der lokalplanlægges for et reduceret projekt med to bygninger i op til seks etager. Sagen behandles af Miljø- og teknikudvalget i morgen.



ALDERSLYST



Kultur- og aktivitetshus

Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget i Silkeborg Kommune skal på sit møde i dag blandt andet tage stilling til byggeprogram og dispositionsforslag for et Kultur- og aktivitetshus i Alderslyst, der skal udføres efter nedrivning af de tidligere skolebygninger på Nordre Skole.



Kultur- og borgerservicechefen indstiller, at byggeprogram og dispositionsforslag godkendes, og at der arbejdes videre med udbudsmaterialet med det formål at udbyde projektet i licitation.



Projektet omfatter udover kulturhuset også 36 handicapboliger på det tidligere Nordre Skole-område, hvor hovedparten af de tidligere skolebygninger nedrives.



Rum Arkitektur er arkitekt på projektet og deltager på udvalgsmødet i dag.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.141