Der er stemt i hundredvis af både gode, gammeldags og de mere moderne trådløse dørklokker på Nordfyn for at sikre, at fremtiden på internettet bliver i høj fart.
Efter at projektet i bogstavelig forstand hang i en tynd fiber, har mandskab og maskiner fra entreprenørfirmaet Kamco i Odense nu taget fat på nedgravning af de første 43 km fiber. Når de er på plads, forbliver de smalle graveskovle på minigraverne, og Kamco fortsætter med de næste 22 km.
- Vi håber naturligvis, at vi også kommer til at lave flere af de andre områder, som projektet omfatter. I alt handler det om 300 km fiber i ni områder, og vi har altså formået at byde bedst ind på de første, konstaterer afdelingschef Rico Andreasen hos Kamco A/S.
Korps af ambassadører
Der måtte et korps af bredbånds-ambassadører til for at sikre Energi Fyn gennemførelsen af det store bredbåndsprojekt, som skal sikre højhastighed også i de tyndt befolkede områder.
Fra start kørte tilslutningen fra de nordfynske ejendomme i et tempo, der ganske godt matcher den internethastighed, området har i dag.
Så tog Landdistriktsrådet Nordfyn fat sammen med Nordfyns Kommune. Der blev udnævnt bredbåndsambassadører og samtidig skrevet ansøgninger til Energistyrelsen om tilskud fra Bredsbåndspuljen.
90 effektive ambassadører sikrede, at støtte fra bredsbåndspuljen blev uaktuel
- Totalt bliver mellem 70 og 75 procent af ejendommene i landdistrikterne på Nordfyn nu forsynet med fiberbredbånd. Og dermed hurtigt internet. Vi har ni distrikter, og i syv af dem opnåede vi så stor tilslutning, at Energi Fyn har valgt at etablere uden om bredbåndspuljen. Altså på almindelige kommercielle vilkår, fortæller Keld Hansen, som er næstformand i Landdistriktsrådet Nordfyn.
- Der manglede stadig noget i de to sidste områder. Dér gjorde vore bredbåndsambassadører så en ekstraordinær indsats, som har medført, at Energi Fyn besluttede også at tage de to områder med. Dermed når vi op på, at hele projektet kommer til at omfatte omkring 2000 ejendomme, siger Keld Hansen.
Huse stiger i værdi
Der er i øvrigt andet og mere i de nye fiberkabler end "kun" full speed på internettet fremover, påpeger Keld Hansen, som også er medlem af bestyrelsen for Foreningen af Landsbyer i Danmark.
- Det er uomtvisteligt, at den dag, folk skal sælge deres huse, så er de meget mere værd med hurtigt bredbånd. En ejendomsmægler har fortalt om en hushandel, der simpelthen faldt på, at der ikke var en hurtig netforbindelse. Også selv om der blev forsøgt med et afslag på 100.000 kroner, fortæller Keld Hansen.
Hos Energi Fyn er indstillingen, at der ikke er grund til at spise af bredbåndspuljen, når forsyningsselskabet selv kan få tingene til at hænge sammen takket være den store opbakning fra området.
Puljepenge til andre
1.400 af ejendommene i de første syv områder var ganske vist berettigede til tilskud fra bredbåndspuljen. Men når regnestykket hænger sammen uden tilskud, er det bedre, at puljepengene går til områder med større behov, har bredbåndsdirektør Carsten Hansen fra Energi Fyn konkluderet.
Hos entreprenørselskabet Kamco satser afdelingschef Rico Andreasen på at få del i fibernedgravningen også i de resterende områder.
De cirka 300 km skal lægges i jorden i år og næste år.
- Energi Fyn er vores vigtigste kunde på Fyn, og vi laver også el-arbejde og vejbelysning for selskabet. Samtidig laver vi også alt i forsyningsarbejder for andre. Kabler, vand, kloak og fjernvarme betyder, at vi graver rigtig meget rundt omkring. Vi har en ambition om også at lave flere anlægsarbejder. Kamco har tidligere lavet mange anlægsarbejder i Odense, og det satser vi på at komme til igen. Det er godt at spille på flere heste, vurderer Rico Andreasen.
Foruden hovedafdelingen i Odense, har Kamco også afdelinger i Gadstrup på Sjælland og en jysk gren i Esbjerg.
Rico Andreasen er chef for Odense-afdelingen og dermed for tre projektledere og omkring 40 timelønnede medarbejdere.
Bredbånd til 2.000 på Fyn hang i en tynd fiber
90 bredbånds-ambassadører sikrede opbakning uden støtte fra Bredbåndspuljen - og nu graves de første kilometer ned