REGION HOVEDSTADEN
GLADSAXE
Renovering af festsal
Gladsaxe Kommune har afsat en mio. kroner til at opgradere festsalen på Grønnemose Skole, herunder opgradering af belysning, scene og scenetæppe.
Børne- og Undervisningsudvalget i Gladsaxe Kommune godkendte forleden renoveringsplanen, der også omfatter etablering af handicapadgang til scene samt maling af salen og foyer.
GLOSTRUP
Opførelse af to villaer
Glostrup Kommunalbestyrelse skal på sit møde i dag blandt andet beslutte, om Lokalplanforslag GL92.1 Kirkebjerg Allé 4 og 6 skal godkendes og fremlægges til offentlig høring.
Lokalplanen vil gøre det muligt at bebygge to grunde på hjørnet af Kirkebjerg Allé og Linde Allé med åben-lav boligbebyggelse. Der vil kunne opføres to villaer i stil med de bryggervillaer, der ligger i nærområdet.
GLOSTRUP
Boligbebyggelse
Et investeringsfirma købte i efteråret 2016 ejendommen Stationsparken 35 i Glostrup, og firmaet påtænker at opføre 114 boliger på ejendommen. Firmaet er så langt med projektplanerne, at de påtænker at søge om byggetilladelse til boligerne i løbet af foråret.
Center for Miljø og Teknik har i januar 2017 indledt en dialog med investeringsfirmaet om placeringen af bebyggelsen, så der er plads til en eventuel kommende udvidelse af Kirkebjerg Parkvej.
En udvidelse af vejen betyder, at investeringsfirmaets oprindelige bebyggelsesplaner ikke kan gennemføres, da ejendommens areal mindskes. Investeringsfirmaet er interesseret i at finde en løsning og foreslår, at en mindre del af bebyggelsen opføres i syv etager i stedet for seks etager.
Center for Miljø og Teknik vurderer, at dette kunne være en god løsning og i tråd med bymidteplanerne med højere bebyggelse ved Glostrup Station.
Løsningen vil dog kræve, at der dispenseres fra gældende lokalplan.
Administrationen har behov for at give investeringsfirmaet en tilbagemelding på, om Glostrup Kommune er interesseret i at købe jorden til vejudvidelsen og indstillet på at give en dispensation, eventuelt udarbejde nyt plangrundlag.
Glostrup Kommunalbestyrelse har sagen på dagsordenen i dag.
RUDERSDAL
Forbedring af skoletoiletter
Rudersdal Kommune har afsat tre mio. kroner til forbedring af toiletfaciliteterne på skolerne og til reduktion af vandspild på skolerne, og beløbet blev forleden frigivet af Rudersdal Kommunalbestyrelse.
Projektet omfatter cirka 160 nye vandbesparende toiletter, montering af nye berøringsfrie vandhaner, nye elektriske håndtørrere og udskiftning af cirka 300 lamper til energibesparende LED-lamper.
En del vægge vil blive malet og gulve vil få et polyuretan-lag ovenpå eksisterende gulvbelægning.
GL. HOLTE
Opførelse af 60 boliger
Rudersdal Kommunalbestyrelse har besluttet at sende Forslag til Lokalplan 255 for et område ved Langhaven - det tidligere skolehjem Skovly i høring.
Ejendommen anvendes i dag som midlertidige boliger til flygtninge, og ejer ønsker at omdanne ejendommen til et blandet boligområde.
Lokalplanforslaget er udarbejdet på baggrund af et skitseprojekt, som dels bevarer de eksisterende bevaringsværdige bygninger og dels tilfører området nybyggeri i form af etageboliger og tæt-lave boliger. I alt cirka 60 boliger.
REGION NORDJYLLAND
HUNDELEV
Toiletter og omklædningsfaciliteter
Den selvejende institution Kultur- og Idrætscentret for Hundelev og Omegn har søgt Hjørring Kommune om et tilskud på 160.000 mio. kroner til etablering af toiletter og renovering af omklædningsrum i Kultur- og Idrætscentrets foreningsdel. I takt med et stigende antal brugere af huset er der opstået behov for flere toiletter, herunder et handicapvenligt toilet.
Projektet, som den selvejende institution søger tilskud til, omfatter etablering af tre toiletter, hvoraf ét indrettes handicapvenligt og med bad.
For at skabe plads til toiletterne er man nødt til at inddrage en del af et omklædningsrum opført i 1956, og i forbindelse med ombygningen energioptimeres omklædningsrummet, der etableres ny bruseafdeling med fliser, nyt gulv med varme og ny belysning. Projektets samlede udgifter er anslået til 465.000 kroner.
Teknik- og Miljøudvalget skal på sit møde i dag tage stilling til, om man vil imødekomme ansøgningen.
Kultur- og Idrætscentret for Hundelev og Omegn blev etableret i 2015 og består af bygninger og udearealer, som tidligere tilhørte Hundelev Skole.
REGION SYDDANMARK
BOGENSE
Udvikling af Bogense Havn og Marina
Nordfyns Kommunalbestyrelse har vedtaget Kommuneplantillæg nr. 17 og Lokalplan 2016-9 Vestre Havnevej 1-11B endeligt.
Lokalplanen giver mulighed for at realisere den del af "Udviklingsplanen for Bogense Havn og Marina", som vedrører den indre del af Vestre Havnevej.
Planområdet er i dag udlagt til erhverv, og muliggør derfor ikke intentionerne om at etablere bolig- og kulturformål i området, som det fremgår af "Udviklingsplanen for Bogense Havn og Marina". Derfor er nærværende planforslag udarbejdet.
Blandt andet har en privat bygherre planer om at etablere kulturelle aktiviteter i bygningerne, der tidligere husede Bogense Plast.
REGION MIDTJYLLAND
AARHUS
Opførelse af udvalgsvarebutik
Aarhus Byråd skal på sit møde i dag blandt andet beslutte, om forslag til Lokalplan 1049, Udvalgsvarebutik samt erhverv i Skejby skal godkendes og fremlægges i offentlig høring.
Lokalplanen gælder for et område ved Randersvej 229 i Skejby, som udlægges til centerformål i form af udvalgsvarebutikker, restauranter og andet erhverv, som kan ligge i et centerområde. Lokalplanen muliggør opførelse af en større udvalgsvarebutik på op til 5000 kvm.
HADSTEN
Udskiftning af kedler på varmeværk
Hadsten Varmeværk ønsker at udskifte tre gamle kedler med to nye på deres spids- og reservelastcentral på Hovvej 86 i Hadsten. I forbindelse med udskiftningen af kedlerne, skal der foretages en gennemgribende renovering af selve centralen. Hadsten Varmeværk har derfor indsendt et projektforslag til Favrskov Kommune med anmodning om godkendelse.
I projektet er der regnet med en samlet anlægsinvestering på cirka 2,5 mio. kroner for Hadsten Varmeværk.
Teknik- og Miljøudvalget besluttede på sit seneste møde at godkende projektforslaget.
FREDERIKS
Tilbygning til børnehave
Lokalplan nr. 471 og kommuneplantillæg nr. 62 - For et område til børnehave ved Solvænget i Frederiks er nu endeligt vedtaget.
Lokalplanen er udarbejdet, fordi Viborg Kommune ønsker at opføre en tilbygning til den eksisterende børnehave på Solvænget 172 i Frederiks.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Gladsaxe, Glostrup, Rudersdal, Gl. Holte, Hundelev, Bogense, Aarhus, Hadsten og Frederiks