Selv om krisen synes ovre, er priserne stadig i bund, og er man ikke skarp i sine tilbud, så går opgaven til en konkurrent. 
 
Direktør i montagevirksomheden PH Montage i Spøttrup, Kasper Kristiansen, er derfor forsigtig med at afblæse krisen helt. For godt nok er der masser at lave, men priserne har ikke fulgt med aktivitetsniveauet op. 
 
- Vi har oplevet en stigning i aktivitetsniveauet - det er især trukket af boligsager med større lejlighedskomplekser i storbyen. Vi har endda måttet sige nej til sager på grund af kapacitetsproblemer. For vores branche er krisen på den måde ovre, men vi mangler stadig at få priserne op, siger han. 
 
Kniber med indtjeningen 
Den øgede aktivitet kan i høj grad aflæses i Spøttrup-virksomhedens netop aflagte årsregnskab, hvor nettoomsætningen er øget fra 81,7 mio. kroner til 122,7 mio. kroner. 
 
Samtidig går virksomheden frem på årsresultatet fra 1,9 mio. kroner sidste år til 3,2 mio. kroner i seneste regnskab. Det er nu målet, at man i PH Montage skal blive bedre til at tjene penge, forklarer Kasper Kristiansen. 
 
- Desværre er det i branchen generelt, at det kniber med at tjene penge. Vi ville gerne nå op på fem procent på bundlinjen, men det når vi som regel ikke. Sidste år havde vi mere travlt, end vi var gearet til, og derfor opgaver, som vi ikke tjente nok på, fordi vi lavede for mange dyre løsninger, når vi hyrede underentreprenører eller hyrede ekstra folk ind. Det skal vi prøve at undgå i indeværende regnskabsår, siger han. 
 
Også i ordrebeholdningen viser de bedre tider sig, fortæller Kasper Kristiansen. 
 
- Normalt er vi kun booket op et par måneder frem, men lige nu er vi booket op ind til sommerferien og ordrebeholdningen er dermed god, siger han.
Montagefirma vil øge indtjeningen
Det skal ske ved at undgå dyre løsninger, når der er meget at lave, fortæller direktør