Forventningen var en øget indtjening som følge af en voksende omsætning.
Det sidste gik i opfyldelse, for Scandi Byg realiserede en omsætningsstigning på knap 20 procent til 418 mio. kroner i 2016. Til gengæld gik bunden ud af indtjeningen med et underskud på 54 mio. kroner før skat.
"Meget utilfredsstillende", skriver ledelsen i årsrapporten, hvor svag indtjening og deciderede tab på projekter angives som årsag.
Thomas Raunsbæk afløste Jesper Hoffmann efter knap 20 år på posten som direktør i maj sidste år.
Han forklarer:
- Det negative resultat skyldes, at vi har haft nogle enkeltstående projekter, som er gået skævt. Dem har vi undersøgt og taget hånd om, så vores forretningsgange nu er langt bedre end før.
En voldsom vækst
Thomas Raunsbæk vidste dengang godt, at der skulle ryddes op i virksomheden. Men det var først senere, det fulde omfang gik op for direktøren, der kom til Scandi Byg i Løgstør fra en lignende stilling hos Ajos.
I lighed med Scandi Byg er Ajos, der leverer byggepladsindretning og udlejer materiel til byggepladser, ejet af MT Højgaard.
Netop moderselskabet kom med det første hint om, hvad der var i vente fra Scandi Byg, da delårsrapporten for tredje kvartal af 2016 blev offentliggjort i november.
Her stod blandt andet, at "periodens resultat var negativt påvirket af en reorganisering i Scandi Byg, herunder effekt af revurdering af de igangværende projekter, og at et nyt automatiseringsanlæg er under indkøring".
Thomas Raunsbæk uddyber:
- Det udfordrer en virksomhed at vokse 30 procent i omsætning fra 2014 til 2015 og 20 procent fra 2015 til 2016. Samtidig er der sket løbende forandringer i virksomheden, og det har rystet os lidt på de indre linjer. Hvor nogle ting før kunne hvile på enkeltpersoner, er vi nu nødt til at have nogle klare processer på plads, fordi vi ikke er den samme virksomhed længere.
På bare fire år er omsætningen i Scandi Byg vokset fra 161 til 418 mio. kroner, og direkte adspurgt vil direktøren da heller ikke afvise, at det hele er gået for stærkt.
- Har vi gabt over for meget? Ja, måske. Det er i hvert fald en voldsom vækst.
Oprydning frem for krise
Thomas Raunsbæk fremstår på ingen måde som en slagen mand. Han er optimistisk på vegne af Scandi Byg, fordi virksomheden, ifølge direktøren, i dag er stærkere end nogensinde før i et marked, hvor efterspørgslen er høj.
- Det var ikke en krise. Det var en oprydning. Og så er det tilbage på hesten. Vi står i en god situation, vi har lært af problemerne, og vi gør alt det rigtige. Alle i organisationen er super dygtige og skræddersyede til det job, de udfører. Det bringer vi nu i spil i en mere struktureret udgave i en virksomhed, der omsætter for flere penge end nogensinde. Og det betyder, at vi i dag står langt stærkere, end vi har gjort før, siger Thomas Raunsbæk, før han bringer den sidste trumf i spil.
For Scandi Byg har kastet et stort millionbeløb efter en automatisering af produktionsfaciliteterne, som formentlig ikke kan matches af landets øvrige modulbyggere.
Egentlig skulle apparatet allerede nu arbejde i treholdsskift, men tekniske problemer har udsat processen. Og automatiseringsplanen endte derfor også som et minus i det skuffende 2016-regnskabsår.
Gør ondt i flere år
Licitationen - Byggeriets Dagblads smugkig i produktionshallerne afslører, at potentialet er stort. Og efter sommerferien regner Thomas Raunsbæk og Scandi Byg med at høste de første frugter af investeringen.
Det betyder også, at Scandi Byg-direktøren erklærer sig parat til at jagte - og siden overgå - moderselskabets ambitioner i forhold til indtjening.
- Som en del af en koncern (MT Højgaard, red.), der jagter en overskudsgrad på fem procent, er det selvfølgelig også min ambition i første omgang. Det er også realistisk, når vi er kommet gennem eftervirkningerne af 2016. Når vi så er landet på de fem procent, skal vi se på, hvordan vi kommer videre. For det skal være muligt at komme endnu højere op end fem procent at ligge for os, siger Thomas Raunsbæk, som svarer mindre konkret på spørgsmålet om, hvorvidt virksomheden allerede i indeværende år kan vende den blodrøde bundlinje til sorte tal.
- Jeg vil ikke fortælle mere præcist, hvad vi forventer af 2017. Der er mange faktorer, der spiller ind, og det gør ondt i mere end ét år, når man har nogle projekter, der går så galt. Men jeg er sikker på, de processer, vi har fået på plads, virker, og min forventning er, at 2017 bliver markant bedre end 2016, fastslår Thomas Raunsbæk.
Scandi Byg lægger katastrofeår bag sig
- Vi står stærkere nu end nogensinde før, siger direktør Thomas Raunsbæk oven på oprydningen efter et regnskabsmæssigt katastrofeår.