23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Jorton vinder Vestas-udbud

Entreprenøren skal opføre en stor hal for MIH Vestas på Esbjerg Havn

Foran tre andre har Jorton A/S vundet det offentlige totalentrepriseudbud om projektering og opførelse af en ny hal på Esbjerg Havn for MHI Vestas.

Og entreprenøren er gået i gang. Der arbejdes nemlig ud fra en meget stram tidsplan, fortæller Søren Blicher, seniorprojektchef hos Rambøll, der er rådgiver på sagen.

- Arbejdet skal være færdigt primo september 2017, fortæller han til Licitationen - Byggeriets Dagblad og roser de bydende for at have taget tidsplanen meget seriøst i deres tilbud.

Han understreger desuden, at man har været godt tilfreds med interessen.

- Vi ville selvfølgelig gerne have så mange bydere som muligt, men det, vi glæder os over, er, at alle fire bud var kvalificerede og gode, siger han og oplyser, at de bydende konkurrerede på en række parametre som for eksempel tidsplan, proces, organisation og økonomi. Og her var det Jorton, der gjorde det bedst, fortæller han.

Kontraktværdien var anslået til 55 mio. kroner, og med et vindende bud fra Jorton på 56 mio. kroner, er man landet inden for budget, oplyser Søren Blicher, der samtidigt fortæller, at Jorton går i gang med pælearbejdet i næste uge.

Flere haller i én
Når det gælder opførelsesopgaven, så dækker den tre sammenbyggede haller med forskellig funktion og lofthøjde. Det samlede etageareal er omkring 5.600 kvm, oplyser udbudsmaterialet.

Hallerne er opdelt i et område til "warehouse", et område til "preassembly" og et område, der opdeles i test og shipment. I test og shipment-området skal der være en kran, der kan bære 75 ton, og i preassembly-området skal der være plads til en kran til løft på 30 ton.

I warehouse-området etableres der omklædnings- og badfaciliteter, mødelokale og et arbejdsområde fordelt over to niveauer.

Warehouse-hallens højde over terræn bliver cirka otte meter, preassembly-hallens højde bliver cirka 20 meter, mens test og shipment-hallens højde bliver cirka 28 meter.

Der arbejdes igennem
Hos Jorton bliver den vundne opgave betegnet som en traditionel byggeopgave, men det specielle er netop den stramme tidsplan, fortæller Lars Peter Jensen, afdelingschef for Jortons Kolding-, Esbjerg- og Aabenraa-kontor.

Han understreger, at der bliver en del aften-, weekend- og feriearbejde for at nå i mål med projektet, og at den stramme tidsplan har krævet sit forarbejde i forbindelse med tilbudsprocessen.

Her har Jorton blandt andet sikret sig, at det var muligt at få leveret pæle til opgaven inden for en fornuftig tidsramme og lavet en forhåndsaftale om levering.

- Du er nødt til at lave mere benarbejde ved korte tidsfrister, fortæller Lars Peter Jensen.

Han understreger, at de er glade for at have vundet og ser frem til samarbejdet med en professionel bygherre.

- Det er altid rart med nye opgaver - især for professionelle bygherrer, som bygger flere gange, siger han.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.141|