REGION HOVEDSTADEN
GLADSAXE
Renovering af boligbebyggelse
By- og Miljøforvaltningen i Gladsaxe Kommune har udarbejdet et forslag til lokalplan for den almene boligbebyggelse Skoleparken, som skal renoveres og udbygges med nye boliger.
Lokalplanen indeholder bestemmelser om bevaring af bebyggelse og landskabstræk, og den indeholder bestemmelser om rammer for nybyggeri. Forudsætningen for renoveringen er, at det oprindelige byggeris udtryk bevares. Lokalplanen giver dog lov til ændringer begrundet i byggetekniske krav og arkitektoniske hensyn. Derudover giver lokalplanen mulighed for, at der kan opføres 36 nye boliger. Langs Halbjørnsvej kan der opføres tre stænger med ni rækkehuse i hver, og i den tidligere erhvervsbygning ud mod Triumfvej kan der opføres endnu ni rækkehuse.
Under forudsætning af at der gives grønt lys politisk, planlægger Gladsaxe Kommune at fremlægge lokalplanforslaget til offentlig høring fra 25. april og otte uger frem.
Økonomiudvalget har sagen på dagsordenen den 4. april og byrådet den 19. april.
GLOSTRUP
Udvidelse af aktivitetscenter
Glostrup Kommunalbestyrelse godkendte på sit seneste møde et forslag til udvidelse af Aktivitetscenter Sydvestvej, ligesom den ansøgte anlægsbevilling blev godkendt.
Det har tidligere været planen at udvide aktivitetscentret med en tilbygning, men nu er det planen at udvide i stueetagen, som hjemmeplejen fraflytter.
Der skal gennemføres en række ændringer i stuetagen, når den skal benyttes af aktivitetscentret. Blandt andet skal disk og køkken fjernes i den nuværende cafe, og der skal renoveres gulve, flyttes vægge og etableres internet i hele huset. Alt i alt forventer kommunen, at der skal bruges godt en halv mio. kroner.
REGION SJÆLLAND
HOLBÆK
Boliger ved Ny Taastrupvej
Det tidligere specialcenter Abildgården i Holbæk er ikke længere i brug, da dets tidligere aktiviteter er flyttet.
Derfor har Holbæk Kommune besluttet, at der skal etableres almene boliger på området. Der er udarbejdet forslag til lokalplan og et forslag til kommuneplantillæg, som muliggør opførelse af boliger på stedet, og disse indstilles nu godkendt og fremlagt til offentlig høring.
Forslagene er udarbejdet med udgangspunkt i et konkret byggeprojekt fra Boligselskabet Lejerbo.
Boligbebyggelsen forventes at blive en blanding af familieboliger og single- eller seniorboliger. Boligbebyggelsen består af rækkehuse i to-tre etager, hvor boligerne i stueetagerne vil have egen lille have eller terrasse.
REGION SYDDANMARK
VOJENS
Opførelse af dagligvarebutik
Haderslev Byråd har vedtaget Lokalplan 11-11, Centerområde ved Vestergade, Vojens endeligt. Bygherre ønsker at etablere en dagligvarebutik på op til 2500 kvm i et område i Vojens Centrum, hvilket lokalplanen giver mulighed for.
NR. HOSTRUP
Opførelse af multihal
En bygherre ønsker at udvide forsamlingshuset i Nr. Hostrup med en multihal til forenings- og idrætsaktiviteter samt etablere parkering på en grund i nærområdet.
Multihallen bliver 10 meter høj, og i forbindelse med byggeriet nedriver bygherre den nordlige del af forsamlingshuset, hvilket vil skabe bedre udsigt ved vejkrydset Egvad/Nr. Hostrup.
Der er udarbejdet et forslag til lokalplan og kommuneplantillæg, som Kultur, Miljø & Erhverv i Aabenraa Kommune nu indstiller godkendt og fremlagt til høring.
OTTERUP
Udbygning af idrætsanlæg
Nordfyns Kommune har udarbejdet et forslag til lokalplan, der skal bane vej for en udvidelse og forbedring af idrætsanlægget vest for Søndergade i Otterup, så der skabes en større arena for fysisk udfoldelse, sport- og kulturaktiviteter og socialt samvær. Bygningskomplekset skal fremstå som et fælles omdrejningspunkt for såvel Otterup, som for kommunen som helhed.
Nordfyns Kommunalbestyrelse skal på sit møde på torsdag beslutte, om forslaget skal godkendes og fremlægges til offentlig høring i otte uger.
REGION MIDTJYLLAND
HOV
Rækkehusbebyggelse
Forvaltningen i Odder Kommune har udarbejdet et lokalplanforslag for et boligområde med en åben rækkehusbebyggelse ved Klitrosevej i Hov og indstiller forslaget til vedtagelse og fremlæggelse i høring.
Området er oprindeligt udlagt til en åben strandvillabebyggelse med 12 sokkelgrunde. Men på grund af begrænset efterspørgsel af denne type bebyggelse blev området i juni sidste år udbudt som storparcel.
Lokalplanen giver mulighed for at etablere en tæt-lav rækkehusbebyggelse med 14 boliger.
Miljø- og Teknikudvalget har sagen på dagsordenen den 4. april.
AARHUS
Udbygning af Alléskolen
Aarhus Kommune planlægger at udbygge Alléskolen i Toldbodgade 5, så den fremover også kan huse elever fra Unge i Centrum. Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelses anbefaler, at der gives en anlægsbevilling på 2,034 mio. kroner til udbygning af Alléskolen, hvilket anbefales af Magistraten.
REGION NORDJYLLAND
SVENSTRUP
Almene boliger
By- og Landskabsudvalget i Aalborg Kommune anbefaler, at byrådet giver tilsagn om støtte til Svenstrup Boligforening til opførelse af 25 nye almene familieboliger og renovering af 29 almene familieboliger i Svenstrup bymidte.
Visionen for Svenstrup Boligforening afd. 1 er at sælge seks boliger, og renovere andre 29. Renoveringen bliver samtidig en byfortætning, så der bliver plads til flere boliger på samme areal.
Den foreløbige byggeperiode er planlagt fra ultimo 2017 til ultimo 2019.
AALBORG
Opførelse af almene boliger
By- og Landskabsudvalget i Aalborg Kommune anbefaler, at helhedsplan og skema A for ombygning af Kærby Hvilehjem under Vivabolig godkendes. Kærby Hvilehjem består i dag af 28 mindre ét rums plejeboliger med et tilhørende kommunalt serviceareal.
Plejehjemmet er blevet ledigt i forbindelse med Aalborg Kommunes ændrede plejehjemsstruktur. Det har i en kortere periode været anvendt til boliger for flygtninge, men står nu tomt.
Ejendommen ønskes ombygget til 16 almene familieboliger med støtte fra Landsbyggefonden og Aalborg Kommune. Otte af de nye boliger bliver indrettet med speciel fokus på tilgængelighed.
Alle boliger får nye installationer, nye overflader, nye køkkener, nyt bad m.v. Klimaskærm opdateres energimæssigt. I kælderen indrettes fælleslokaler, cykel- og pulterum. Udearealerne opdateres med nye parkeringspladser, fælles terrasse, led belysning, nye kloakker, molokker, belægninger og beplantning. Den samlede anlægsramme for gennemførelse af renoveringssagen er fastlagt til 30.749.000 kroner inklusive moms.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Gladsaxe, Glostrup, Holbæk, Vojens, Nr. Hostrup, Otterup, Hov, Aarhus, Svenstrup og Aalborg