23948sdkhjf

Danmark har verdens femtehøjeste produktivitet

Men målt i arbejdsindsats halter vi bagefter en række sammenlignelige lande. Det kalder på reformer, mener tænketanken Cepos
Danmark har en højere produktivitet end USA. Til gengæld ligger vi lavt på arbejdsindsats.

Det er konklusionen på en ny analyse fra den borgerlige tænketank Cepos. Analysen ser nærmere på produktiviteten og beskæftigelsen i de 35 OECD-lande i 2015. Det fremgår, at Danmark har den femte højeste produktivitet - lidt over niveauet i USA. Derimod har Danmark den sjette laveste arbejdsindsats målt i arbejdstimer per indbygger. Blandt de 10 rigeste lande har Danmark den laveste arbejdsindsats.

Det kalder på reformer, mener cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen.

- Der er fortsat et stort potentiale for at øge beskæftigelsen via reformer af efterløn, dagpenge og skattesystem. Der er derfor ingen grund til at droppe ideen om nye arbejdsmarkedsreformer, som en del økonomer har anbefalet, siger cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen.

Nye reformer

Selvom niveauet for produktiviteten er relativt højt, så bemærker Cepos, at Danmark i lighed med de fleste andre OECD-lande har haft en nedgang i produktivitetsvæksten. I perioden 1970-2000 lå væksten i Danmark på 2,7 procent årligt, mens den i perioden 2000-2015 har udgjort 1,2 procent årligt. Desuden forventer Finansministeriet en svag økonomisk vækst i BNP på kun 1,5 procent årligt frem mod 2030.

- Der er derfor al mulig grund til at øge produktiviteten via nye reformer. Det kan eksempelvis ske via lavere selskabsskat samt deregulering af for eksempel taxibranchen og planloven. En deregulering af planloven kan øge konkurrencen indenfor detailhandlen ved at tillade hypermarkeder, siger Mads Lundby Hansen.

Høj beskæftigelsesfrekvens

Ifølge cheføkonom i Dansk Byggeri, Bo Sandberg, er det svært at overføre produktivitetstallene på den danske bygge- og anlægsbranche, da der er store måleproblemer for branchens produktivitet. Meget tyder dog på, at den produktivitetsforbedring, der er sket også gælder for byggeriet, forklarer han.

- i 2015 producerede man i bygge- og anlægsbranchen samme værdi som i 2005, men med 22.000 færre beskæftigede end 10 år tidligere, siger han.

Hvad angår antallet af årlige arbejdstimer, ligger bygge- og anlægsbranchen højt.

- Det, der kendetegner det danske samfund er, at vi har en høj beskæftigelsesfrekvens, men de der er på arbejdsmarkedet arbejder relativt færre timer, end i andre OECD-lande. Men for byggebranchen gælder, at man er den branche, der lægger flest timer om året per beskæftiget. Det skyldes blandt andet, at der ikke er så mange deltidsansættelser i branchen, siger Bo Sandberg.

Produktivitet
BNP per arbejdstime i 2015
1. Luxembourg 95,1
2. Irland 91,9
3. Norge 82,4
4. Belgien 72,1
5. Danmark 69,7
6. USA 68,3
7. Frankrig 67,6
8. Holland 67,2
9. Tyskland 66,6
10. Schweiz 65,7

Kilde: OECD og Cepos


Arbejdsindsats
Arbejdstimer per indbygger i 2015
1. Sydkorea 1.083
2. Luxembourg 1.075
3. Island 1.001
4. Schweiz 953
5. Japan 892
6. Mexico 890
7. Israel 889
8. New Zealand 882
9. Estland 878
10. Canada 871
30. Danmark 703

Kilde: OECD og Cepos


Brancher
Gennemsnitlig præsteret årlig arbejdstid (i timer) per beskæftiget 2015 fordelt på brancher
Bygge- og anlæg 1.666
Landbrug 1.643
Industri 1.572
Videnservice 1.559
Offentlig sektor 1.464
Samlet arbejdsmarked 1.406
Handel 1.273
Hotel/restaurant 996

Kilde: Dansk Byggeri


Velstand
BNP per indbygger i 2015 i amerikanske dollars
1. Luxembourg 102.214
2. Irland 68.536
3. Schweiz 62.550
4. Norge 62.075
5. USA 56.066
6. Holland 49.610
7. Østrig 49.480
8. Danmark 49.033
9. Tyskland 48.037
10. Sverige 47.862

Kilde: OECD og Cepos
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.25