23948sdkhjf

Byggeriet forlanger bedre rammer for kontrolbud

Dansk Byggeri, Dansk Erhverv og Dansk Industri er gået sammen om en række anbefalinger, der skal sikre mere retvisende kontrolbud og dermed styrke konkurrencen
Nye anbefalinger ønsker at rette op på oplevede udfordringer med kommunernes kontrolbud.

Bag de fælles anbefalinger står Dansk Byggeri, Dansk Erhverv og Dansk Industri, der beskriver, at "kommunernes kontrolbud længe har givet anledning til hovedpine i erhvervslivet".

- Når kommunerne afgiver kontrolbud på for eksempel vej- og parkopgaver, oplever vi ofte, at der kan være stor usikkerhed om, hvilke udgifter som skal medregnes. Useriøse kontrolbud kan betyde spild af tid og penge for de bydende virksomheder, som generelt bruger mange ressourcer på at afgive tilbud, siger Torben Liborius, erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, i en pressemeddelelse.

- Med de nye anbefalinger ligger vi op til ændringer, der allerede er fast praksis i flere kommuner. Nu skal vi have alle med, og det er bare om at komme i gang med arbejdet, så vi dels kan øge kvaliteten af kommunernes opgaveløsning, dels nedbringe virksomhedernes udgifter til at beregne tilbud, siger Torben Liborius.

Seks konkrete anbefalinger

De fælles anbefalinger handler om at få kommunerne til at meddele en forventet targetpris, at kommunerne bør få kontrolbud eksternt valideret, og at der skal offentlig evaluering af både kontrolbud og virksomhedernes bud på tale.

Desuden går de på, at der i øget omfang skal ske genudbud ved væsentlige ændringer i opgaveløsningen, og at der fra centralt hold bør udarbejdes en ny og bedre vejledning samt en skabelon, der tydeligt viser, hvilke omkostninger der skal medtages i et korrekt beregnet kontrolbud.

Endelig anbefaler organisationerne, at der bør ske en årlig politisk vurdering af omfanget af kommunens udliciteringer.

Afviser ikke anbefalingerne

Hos KL har man bemærket, at kommunernes beregning af kontrolbud igen er sat på dagsordenen.

- Sat på spidsen er emnet havnet her, fordi der ikke altid er tillid til kommunernes prissætning og intentioner med buddet, det synes vi naturligvis er ærgerligt. I udgangspunktet er reglerne ikke en barriere, det handler mere om, at tilliden til kontrolbud skal tilbage, skriver Susanne Nørlund Munk, specialkonsulent i KL i et mailsvar til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

- Det er en meget lille del af udbudsverdenen, som omhandler kontrolbud, og bør således ikke være et benspænd for det tætte offentlig-private samarbejde, supplerer hun.

Hun beskriver, at nogle af anbefalingerne ser fornuftige ud, mens andre virker mindre hensigtsmæssige og gør opmærksom på, at de konkrete anbefalinger ikke er noget, der er taget stilling til i KL’s bestyrelse.

- Men det er i hvert fald vigtigt, at man ikke får opbygget yderligere bureaukrati og flere barrierer for kommunernes konkurrenceudsættelse, skriver hun.

- En styrket vejledning om prissætning i kontrolbud, kontrolberegninger og adgangen til at annullere et udbud er velkommen. På samme vis kan dialog med markedet fremme forståelsen af, hvilke omkostninger der hører hjemme i en beregning af kontrolbuddet. Og så bør åbenhed og gennemsigtighed også præge proceduren omkring afgivelse af kontrolbud, fortsætter hun.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125