23948sdkhjf

Virksomheder dumper ny integrationsuddannelse

IGU-ordningen møder hård kritik fra flere af byggeriets brancheorganisationer
Den to-årige integrationsuddannelse - IGU - der skulle sikre flygtninge et job og samtidig få 20 ugers uddannelse er endt med at blive besværlig og ugennemskuelig for især mindre virksomheder. Samtidig er der forsvindende lidt hjælp at hente fra myndighederne og mange virksomheder har derfor måttet give op og i dag er kun 81 flygtninge i gang med en IGU-uddannelse, viser nye tal fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Det har fået flere af byggeriets brancheorganisationer til at rette hård kritik af IGU’en. En af dem er Dansk Håndværk, der siden ordningen blev vedtaget i forår­et er blevet kontaktet af flere medlemsvirksomheder, der har givet op i forsøget på at hjælpe flygtninge i gang. Systemet er halvfærdigt og slet ikke til at bruge for en mindre virksomhed, lyder kritikken fra direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen.

Lyder godt på papiret

Dansk Håndværk har derfor selv kontaktet myndighederne, for at finde ud af om kritikken var berettiget - og det er den, mener direktøren.

- Vi har haft en medarbejder til at kontakte Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings IGU-hotline, for at få hjælp til at ansætte en flygtning under ordningen. Men medarbejderne var her ude af stand til at forklare kravene - og når vi spurgte ind til det konkrete, blev bolden hele tiden returneret til vores banehalvdel, uden konkrete svar. Da vi blev alt for konkrete i vores spørgsmål, gik medarbejderens computer ned, og vi blev henvist til at sende vores spørgsmål på en e-mail. Det er ganske enkelt for dårligt, siger Morten Frihagen.

Dansk Håndværk opfordrer derfor politikerne til at tage et kritisk blik på ordningen.

- Politikerne må lynhurtigt have lavet det her om. Vi sidder tilbage med det indtryk, at man har strikket en ordning sammen, der blot på papiret skulle lyde godt. Så har man overladt det til administrationen at definere kravene - og det er havnet i det rene bureaukrati uden forhold til den relativt beskedne ydelse virksomheder kan få ud af at ansøge. Det er en ren ommer, siger Morten Frihagen.

Virker voldsomt

Også hos Arbejdsgiverne har man fået henvendelser fra medlemsvirksomheder, der har svært ved at manøvrere rundt i IGU-ordningen.

- Vi har hele tiden tænkt, at det ville virke voldsomt for virksomhederne, at lave de her uddannelsesplaner, som er en del af ordningen. Vores indtryk er, at virksomhederne ikke benytter sig af ordningen, fordi det er besværligt for især de små og mellemstore, siger juridisk chef Anne Vibeke Gregersen.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) og Landsforeningen i Danmark (LO) var begge med til at lave IGU-uddannelsen. Hvis en flygtning med opholdstilladelse ikke selv kan finde et job, skal kommunen hjælpe flygtningen. Udover at tage en IGU-uddannelse, kan en flygtning også komme i praktik uden løn på en virksomhed eller komme i løntilskud.

Læs mere: " Virksomhedsleder: Integrationsuddannelsen er noget makværk ".

LÆS OGSÅ: IGU er politisk klamphuggeri
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093