23948sdkhjf

Nyt superfængsel bliver forsinket

Genudbud og omlægning af entrepriseform har skubbet slutdatoen på det nye statsfængsel på Falster til sommeren 2017
De indsatte må vente lidt endnu, før de kan flytte ind i Storstrøm Fængsel, det nye statsfængsel på Nordfalster på 35.000 kvm, der skal erstatte det 150 år gamle Vridsløselille Statsfængsel.

Projektet skulle oprindeligt stå færdigt i slutningen af 2015, men slutdatoen er senere blevet skubbet til ultimo 2016, og nu går der altså yderligere cirka seks måneder, før entreprenørerne afleverer projektet. Det er der dog ikke noget overraskende i, siger Erik Bang, anlægschef i Kriminalforsorgen, projektets bygherre.

I 2014 ændrede bygherren udbudsformen fra seks storentrepriser til 17 stor- og fag- entrepriser, fordi det billigste af de oprindelige tilbud overskred budgettet med 25 procent. Omlægningen har medvirket til at skubbe tidsfristen.

- Dels kom vi senere i gang med projektet, og dels har vi haft forsinkelser på nogle af arbejderne. Det har betydet forsinkelser i forhold til den oprindelige tidsplan, men det var egentlig en smule forventeligt. Det oplever man ofte på opgaver, hvor der er mange fagentreprenører, siger Erik Bang.

Indflytning i 2017

Råhusbyggeriet blev færdiggjort i begyndelsen af 2016, og lukningen af bygningerne er næsten også afsluttet. I øjeblikket arbejdes der på det indvendige arbejde, enkelte facader og udvendige arbejder. Erik Bang forventer, at de sidste entreprenører vil være færdige i foråret eller tidligt på sommeren.

- Herefter vil der være en indkøringsperiode, så efter sommeren skulle det nye fængsel stå klar til at modtage indsatte, vurderer anlægschefen.

Det nye statsfængsel på Falster får plads til 250 indsatte fordelt over knap 35.000 kvm i 10 bygninger placeret på en 290.000 kvadratmeter stor grund med fodboldbane, kulturhus og forretninger omgivet af landbrug og en seks meter høj og 1,5 km lang mur.

Fængslet er tegnet af arkitektfirmaet CF Møller, Rambøll er ingeniør, og det opføres med stor deltagelse af lokal arbejdskraft.

På finansloven for 2009 blev der afsat godt en mia. kroner til etablering af et nyt statsfængsel, som samtidig skal være godt 10 procent billigere i drift end gamle fængsler. Projektet holder sig fortsat inden for budgetrammen.

Storstrøm Fængsel
Bygherre: Kriminalforsorgen
Bygherrerådgiver: Niras
Totalrådgiver: Konsortium bestående af arkitekt C. F. Møller og ingeniørfirmaet Rambøll
Størrelse: Ti bygninger på cirka 35.000 etagekvadratmeter omgivet af seks meter høj og 1,5 km lang mur
Entrepriser: Byggeriet er fordelt på 16 stor- og fagentrepriser
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125