23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag nyheder fra AI, Niras, Kuben Management, Danmarks Grønne Investeringsfond, KPF Arkitekter og Nævnenes Hus
AI

Steen Mortensen, ingeniør og partner i rådgivningsvirksomheden AI A/S, fylder 60 år i dag. Han er uddannet bygningsingeniør og har arbejdet i virksomheden gennem næsten 30 år.

Steen Mortensen har arbejdet med konstruktion inden for kultur, bolig, kontor, hotel- og undervisningsbyggeri for offentlige og private bygherrer. Blandt andet har han været projektleder og ingeniørfaglig rådgiver på restaureringen og ombygningen af Hotel d’Angleterre og Haandværkerforeningen i Kjøbenhavns hovedsæde, Moltkes Palæ. Han har også arbejdet med blandt andet projekteringen af butiksarkaden Torvehallerne i København. Steen Mortensen fungerer til daglig som leder af virksomhedens ingeniørafdeling.

Niras

Birte Andersen, 44 år, er ansat hos som bygherrerådgiver med fokus på byggeledelse hos rådgivningsvirksomheden Niras. Birte Andersen er uddannet ingeniør og har de seneste ti år været ansat hos NNE Pharmaplan som byggeleder og har været udstationeret gennem en årrække til henholdsvis Spanien og Kina. Gennem de seneste år har hun i NNE Pharmaplan varetaget rollen som global discipline lead inden for byggeledelse. Tidligere har hun været ansat hos EKJ og Cowi samt i entreprenørbranchen.

Kuben Management

Malene Fenger Lund er ansat hos bygherrerådgivningsvirksomheden Kuben Management i København. Hun er uddannet cand.jur. og kommer fra en stilling hos advokatfirmaet Molt Wengel, hvor hun arbejdede med udbud og entrepriseret, herunder udbudsstrategi indenfor byggeri og anlæg.

Tidligere har Malene Fenger Lund arbejdet i Frederiksberg Kommune og har således også kendskab til projekter for offentlige bygherrer.

I sin nye stilling hos Kuben Management skal Malene Fenger Lund løse opgaver indenfor entrepriseret, udbudsret, udbud med forhandling og den delegerede bygherremodel for kommuner, almene boligorganisationer og private developere. Derudover vil hun yde intern assistance ved juridiske spørgsmål

Danmarks Grønne Investeringsfond

Jørgen Tang-Jensen, 60 år og siden 2001 adm. direktør for vinduesproducenten Velux, er udpeget som ny bestyrelsesformand for Danmarks Grønne Investeringsfond, der arbejder på at fremme den grønne omstilling i det danske samfund.

Han er uddannet cand.merc. og afløser Ditlev Engel, som tidligere på året trak sig fra posten som formand for bestyrelsen i Danmarks Grønne Investeringsfond på grund af et jobskifte.

Danmarks Grønne Investeringsfond er en selvstændig statslig lånefond, der har til formål at medfinansiere investeringer, som fremmer en grøn omstilling af det danske samfund.

Fonden yder lån til private virksomheder, almene boligorganisationer samt offentlige selskaber og institutioner.

Bestyrelsen for Danmarks Grønne Investeringsfond består ud over formand Jørgen Tang-Jensen af næstformand Hilde Kjelsberg, Jan Bach Jensen, Lars Pehrsson, Lars Schröder og Ulla Röttger. Vækstfonden fungerer som sekretariat for fonden.

KPF Arkitekter

Tegnestuen KPF Arkitekter har ændret i sin organisation.

Thomas Holm, der indtrådte i KPF Arkitekters partnerkreds tidligere på året, er konstitueret som leder af virksomhedens afdeling i Aalborg.

Konstitueringen af Thomas Holm, der er uddannet bygningskonstruktør, sker i forbindelse med, at de to Aalborg-baserede partnere, Arkitekt MAA Jan Krogh og Arkitekt MAA Harry Christopher Riekehr, fremover skal have øget fokus på det markedsmæssige udviklingspotentiale samt faglig udvikling af medarbejdere og projekter. De har tidligere varetaget ledelsen sammen.

Jesper Laursen er udnævnt til leder af virksomhedens afdeling i Viborg. Han er arkitekt MAA og har som bygherrerådgiver løftet flere store projekter og senest været en del af KPF Arkitekters delegation i Kina. Her har han været med til at åbne døren på det kinesiske sundheds- og plejemarked i Chongqing.

Rokaden kommer, efter den tidligere afdelingsleder i Viborg, Sine Juul Praastrup, blev konstitueret som ny adm. direktør i virksomheden i august. Ud over Aalborg og Viborg har KPF Arkitekter afdelinger i Aarhus og København.

Nævnenes Hus

Christian Lützen, 44 år, er ansat som direktør for den nyoprettede styrelse Nævnenes Hus under Erhvervs- og Vækstministeriet. Christian Lützen er uddannet cand.jur. og kommer senest fra en stilling som vicedirektør i Erhvervsstyrelsen. Han har desuden erfaring fra centraladministrationen, heriblandt Integrationsministeriet og Ministeriet for By-, Bolig- og Landdistrikter.

Nævnenes Hus etableres formelt den 1. januar 2017 som en samlet styrelse under Erhvervs- og Vækstministeriet. Dets kerneopgave vil være at sikre en professionel juridisk sekretariatsbetjening af en række uafhængige anke- og klagenævn.

Nævnenes Hus, der får domicil i Viborg, skal sekretariatsbetjene uafhængige nævn fra Erhvervs- og Vækstministeriet, Miljø- og Fødevareministeriet, Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet og Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.





























Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125