23948sdkhjf

Førerløse maskiner på grøn udstilling

Ved Maskiner under Broen bliver der et miniseminar om førerløs teknologi og økonomi. Det er ikke kun robotter, men også større maskiner som fairwayklippere og traktorer, der kan undvære føreren
Når førerens arbejdstid går ud af ligningen, er der nogle helt andre økonomiberegninger på jordbearbejdning i landbruget eller eksempelvis græsklipning på fairway af en golfbane.

Det kan måske betale sig at køre langsommere eller at benytte en mindre klipper, når der ikke skal beregnes arbejdsløn til en fører under hele arbejdet.

Nogle af disse overvejelser vil salgschef Claus Bjerre redegøre for på et miniseminar på Have og Landskab om førerløse maskiner.

Han repræsenterer firmaet Precision Makers. En del af teknologien er dansk udviklet, men sidste år blev firmaet bag teknologien overtaget af hollandske Precision Makers, og siden er det rullet ud over markedet i Europa.

Også til påbygning

”Vi leverer selv en førerløs redskabsbærer med 100 hk, men vi kan også levere kit til at sætte på en lang række maskiner. Ikke alle maskiner er forberedt til teknologien, men der findes modeller inden for flere kendte mærker, som er klar til at køre førerløst”, fortæller Claus Bjerre.

”Den første golfbane i Danmark er i gang med førerløs klipning af fairway. Det foregår ved at en fairwayklipper kører den såkaldte finaleomgang for at vise systemet omkredsen er fairway. Derefter køres en tur langs kanten af semirough. Dermed har maskinen fået vist, hvilken plads, den har til at vende på. Endelig kan man indlæse transportruten fra hul til hul, og dermed kan klipperen selv klare opgaven”, fortæller Claus Bjerre.

”Sikkerhedsmæssigt er det sådan, at den stopper ved alt, der er større end en colaflaske. Eventuelle golfbolde bliver skubbet til side, men der kan jo blot indføres en lokalregel om genplacering”, siger Claus Bjerre.

Til det grønne

Teknologien er først og fremmest udviklet til landbrug og gartneri. Eksempelvis ved jordbearbejdning køres der ofte ganske hurtigt, hvilket er hårdt ved grejet og sluger meget brændstof. Ved at tage førerens arbejdsløn ud af ligningen kan hastigheden nedsættes til gavn for både maskiner og miljø.

Ud over Claus Bjerres indlæg på et dagligt miniseminar under Maskiner under Broen den 24.-25. august er Precision Makers også blandt udstillerne.

Sigh
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11