DEBAT: Ny rapport fra Rigsrevisionen ser uheldigvis bort fra arbejdsmiljøet
Bedre fremkommelighed for trafikanterne i forbindelse med vejarbejder på motorvejene bør ikke gå ud over vejarbejdernes arbejdsmiljø og sikkerhed, skriver Trine Leth Kølby, konsulent i brancheforeningen Asfaltindustrien
Rapporten er spændende læsning og adresserer en lang række problematikker, for eksempel entrepriseformer omkring ikke mindst Vejdirektoratets håndtering af fremkommelighed ved bygning og renovering af motorveje. Rapporten kritiserer på den baggrund, at vejarbejder tager for lang tid og er til unødvendig stor gene for trafikanterne.
Overser arbejdsmiljø
Men noget, rapporten ikke ser på, er arbejdsmiljøet – og det er uheldigt. Motorvejsudvidelserne er nemlig arbejdsplads for rigtig mange mennesker, som arbejder for at anlægge gode veje til os alle, men desværre er der mange af dem, der oplever trafikken som en sikkerhedsudfordring.
Fremkommeligheden og trafiksikkerheden hænger uløseligt sammen med både sikkerheden for vejarbejderne og fremdriften. Suboptimering i forhold til trafikanterne er ikke bare urimeligt over for dem, der hver dag går på arbejde ved eller på motorvejene, men heller ikke nødvendigvis samfundsøkonomisk den bedste løsning. Et dårligt arbejdsmiljø eller i uheldigste fald en ulykke koster samfundet dyrt.
Sikkerhed skal med
Derfor mener Asfaltindustrien, at det er positivt, at Rigsrevisionen undersøger, om gener for trafikanterne i forbindelse med vejarbejde kan mindskes.
Men det må ikke ske på bekostning af vejarbejdernes liv og helbred, at en bilist kommer få minutter hurtigere forbi et vejarbejde.
Vi mener derfor, at sikkerhed for vejarbejdere skal være med, næste gang Rigsrevisionen ser på emnet.