23948sdkhjf

Cykelstibro i Esbjerg bliver væsentlig dyrere

Både opførelsen og den årlige drift af supercykelstibro ved banegården i Esbjerg bliver dyrere
Det er ikke alene byggeriet af den nye supercykelstibro over banelegemet ved Esbjerg Banegård, der bliver væsentligt dyrere end forventet - også udgifterne til den årlige drift er steget dramatisk, skriver jv.dk.

I et af de tidligere budgetter var der afsat 25,6 mio. kroner til det samlede projekt. Heraf finansieres de 40 procent af støtte fra en statslig pulje til etablering af supercykelstier.

Men for nylig viste det sig, at anlæggelsen bliver godt fem mio. kroner dyrere. Det hænger blandt andet sammen med et nyt krav til broens frihøjde fra Banedanmark. Det vil give broen en anden hældning og gøre den længere. Dertil kommer ønsket om at gøre den handicapvenlig ved etablering af en længere rampe ved Exnersgade.

Kommer en elevator til, sådan som politikerne ønsker, skal der lægges yderligere 2,7 mio. kroner til.

Nu viser det sig desuden, at det kommer til at koste kommunekassen omkring en mio. kroner årligt at holde broen i god gænge med servicering af rullerampe, renhold og vintersaltning samt løbende vedligehold af brokonstruktionen.

I det eksisterende budget er der kun indarbejdet en driftsudgift på en halv mio. kroner årligt.

Sag kommer på bordet

Det er i forbindelse med, at politikerne i både Plan & Miljøudvalget og Teknik & Byggeudvalget for nylig har haft sagen til behandling, at det er kommet frem, at driften bliver godt 400.000 kroner dyrere årligt. Med vedligehold af en elevator på vestsiden af broen kommer der desuden endnu 50.000 kroner oveni, og dermed lander det hele på 950.000 kroner.

Den orlovs-ramte formand for Teknik & Byggeudvalget, Anders Kronborg (S), har hidtil været en stor fan af supercykelstibroen og har kaldt det "godt købmandsskab", at Esbjerg Kommune får 40 procents medfinansiering til broen fra den statslige supercykelstipulje.

Dermed skulle man måske tro, at han tager lidt lettere på fordyrelsen, men det er tilsyneladende ikke tilfældet, lyder det.

”Jeg har ikke været med til at behandle sagen, og jeg synes ikke, det er god stil at sidde og kritisere, mens jeg holder forældreorlov. Men jeg vil da godt sige, at det forekommer mig at være en helt urealistisk høj driftsudgift på næsten én mio. kroner årligt - det er jo to årsværk, sådan rundt regnet. Det er væsentligt højere driftsudgifter, end vi tidligere er blevet præsenteret for af både interne og eksterne rådgivere. Vi skal sikre det gode købmandsskab, så man kan godt regne med, at sagen ligger øverst i bunken, når jeg kommer tilbage til mit kontor”, siger han til jv.dk.

Vrede borgere

Hos borgerne bliver nyheden om fordyrelsen heller ikke positivt modtaget.

”Det er fuldkomment vanvittigt at bygge den bro! Spild af offentlige midler. Der er to fine forbindelser en over jernbanen og en under. Det burde være rigeligt. Endvidere skal det koste en mio. årligt at vedligeholde monumentet, hvad kunne man årligt få for de penge. Der er masser af fortove og stier som trænger kraftigt til vedligehold. Brug nu pengene rigtigt!”, lyder en af flere kommentarer til artiklen på jv.dk’s nyhedssite.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141