23948sdkhjf

Fuld fiberdækning til alle koster otte mia. kroner

Der skal investeres otte mia. kroner hvis alle skal have hurtig og direkte fibernetforbindelse. Det viser ny rapport
Hvis den lynhurtige fibernetforbindelse skal udrulles, så alle har en direkte adgang til den, vil det koste en samlet investering på otte mia. kroner. Det er konklusionen i en rapport, som er bestilt af Dansk Energi, og udarbejdet af konsulenthuset Netplan.

”Vi har for første gang fået et billede af, hvad det koster at opgradere hele landet med en digital infrastruktur i den verdensklasse, vi ofte taler om”, siger Thomas Woldiderich, der er branchechef for telepolitik i Dansk Energi.

Meget er i gang

Der sker dog allerede en del på området. Ifølge Energistyrelsens nye tal blev antallet af danskere med en internetforbindelse på mindst 100 megabit tredoblet i løbet af 2015 til 263.000 husstande.

Samtidig har over en million husstande internethastighed på 10 megabit ud af huset. Blot er goderne meget skævt fordelt, og i mange områder er forbindelserne meget svage.

Som følge af et teleforlig på området fra 1999, er der fra Folketingets side afsat flere puljer til at udvikle området, men der er en bred opfattelse af, at forliget trænger til en modernisering, og derfor har energi-, klima- og forsyningsminister Lars Christian Lilleholt (V) da også bebudet, at efteråret vil byde på en forhandling på området.

Teleselskabernes samlede investeringer i bredbåndsnet og mobilnet i Danmark har været faldende i en årrække. Fra 2008-2013 faldt de årlige teleinvesteringer i Danmark med godt 36 procent. I 2014 var de samlede investeringer på godt 6,2 mia. kroner, hvilket er knapt to procent mere end året før. 2014 er således første år med en mindre stigning efter en lang periode med uafbrudte fald. Det fremgår af de seneste Økonomiske Nøgletal for Telebranchen 2014, som er publiceret af Energistyrelsen. I snit investeres der omkring 1,6 mia. kroner årligt i fibernet.

Samfundsmæssigt afkast

Økonomisk konsulent i Dansk Byggeri, Maria Schougaard Berntsen siger om tallene:

”Jeg kender ikke den nye rapport til bunds, men otte milliarder lyder højt. Som udgangspunkt mener vi jo her i Dansk Byggeri, at den fysiske og den digitale infrastruktur skal være på plads, men investeringerne skal samtidig være samfundsmæssigt rentable. Det betyder formentligt også, at der må være en nedre grænse for, hvad der kan betale sig og hvad der ikke kan,” siger hun til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

”I sidste ende er det jo en politisk beslutning. Det er jo også sådan, at vi alle har adgang til lægehjælp, så det er jo en prioriteringssag”, siger hun.

Hun bakkes op af direktør for Danske Anlægsentreprenører, Niels Nielsen, der repræsenterer de udførende indenfor området:

”Fibernet er en utrolig vigtig del af infrastrukturen. Men det er også et faktum set med vores øjne, at investeringerne skal følge samfundsøkonomien mest fordelagtigt. Her er man nødt til at se på, hvilke investeringer, der giver det største afkast”, siger han.

Læs også: " Entreprenør oplever benhård konkurrence på fibernet-opgaver ".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11