23948sdkhjf

Jysk entreprenør frisk på forsøg med vejløsninger

Gorm Pedersen efterlyser mere genanvendelse af veje i veje og alternative belægninger til at imødegå klimaforandringerne
Der tænkes – bogstavelig talt – nye veje hos Grindsted-entreprenøren Harry Andersen & Søn i disse år. Og det er særligt genanvendelse og regnvandsafledning, entreprøren har i tankerne.

”Det skal ikke gå over gevind, så vi sætter firmaets eksistens på spil. Men generelt er vi friske på at forsøge anderledes løsninger, når vi laver veje. Vi laver både hoved- og totalentrepriser af byggemodningsprojekter, og så tager vi kloakker, veje, belægninger, græs, lygtepæle og fundamenter med. Derfor giver det god mening også at lave for eksempel LAR – lokal afledning af regnvand – fra vejarealer”

Han hedder hverken Harry Andersen eller Søn, selv om han er adm. direktør for og indehaver af Grindsted-entreprenørfirmaet Harry Andersen & Søn A/S. Han hedder Gorm Pedersen og er første generation i virksomheden, som er helt uden for familien. Og han blev ejer lige før, alt gik skidt.

”Jeg overtog firmaet i juni 2008. Det var et godt tidspunkt. Dengang kunne man stadig låne penge i banken. Kort efter kom krisen. Der var gået så kort tid fra min overtagelse, at jeg endnu ikke havde fået tillagt mig dyre vaner. Så det klarede vi også”, konstaterer Gorm Pedersen.

Inden Gorm Pedersen overtog Harry Andersen & Søn, drev han det noget mindre Entreprenørfirmaet Gorm Pedersen i Kjellerup. Typisk med mellem syv og 10 medarbejdere.

Permeable veje i Billund

Nu har han 45 medarbejdere i firmaet med domicil på Odinsvej i Grindsted. Harry Andersen & Søn har gjort det med byggemodninger i totalpakker til lidt af en specialitet. Tillige laver firmaets folk og maskiner masser af rundkørsler. Og så har chefen altså en forkærlighed for at prøve nyt løsninger.

”Vi har lavet en del LAR-projekter med permeable vejbelægninger. Blandt andet i Billund Lufthavn, hvor vi sammen med NCC lavede vejarealerne ved indkørslen til fragtarealet med forskellige opbygninger for at se, hvad der bedst kan nedsive store mængder regnvand. Belægningerne ligger der nu på femte år, og det fungerer perfekt. Vi har også lavet tilsvarende ved Lego”, fortæller Gorm Pedersen.

Vejvand ud i det grønne

Grindsted-firmaet har haft ganske megen aktivitet i og omkring Silkeborg. Her er gjort forsøg med at lægge dræn i bunden af vejkasser til bortledning af regnvand.

Nogle steder med skiftevis lerede og sandede områder har det været lidt af en udfordring. Men netop dræn-løsningen i bunden af vejen har løst en lille del af klimaudfordringerne og sender nu regnvandet væk og ud i en grøft eller et grønt område.

”Byen har en målsætning om, at der skal bygges 700 nye huse om året. Der ligger 80 hektar til bebyggelse med boliger, og vi er med og skal byggemodne en del af dem. I øjeblikket arbejder vi med syv byggemodninger i Silkeborg, og der kører lokalplaner på yderligere tre. Vi har helt aktuelt ordrer til byggemodninger til 250 huse i Silkeborg Kommune, og en stor del af arbejdet er naturligvis etablering af vejene”, siger Gorm Pedersen.

”Generelt vil vi gerne genbruge vejmaterialer, når vi laver nye veje. I stedet for stabilgrus bruger vi knust beton eller asfalt, når det er praktisk muligt. Der ligger store lagre af genbrugsmaterialer rundt omkring, og vi har også selv en godkendt knuse- og sortereplads. Foruden de materialer, vi selv producerer, køber vi i omegnen af 10.000 tons om året hos andre”, siger Grindsted-entreprenøren.

”Jeg mener, at det giver god mening at få genanvendt de materialer, der er på markedet. Men det kræver, at både bygherrer og rådgivere er motiverede for at bruge knust beton eller asfalt med det papirarbejde, det også indebærer”, fastslår Gorm Pedersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093