23948sdkhjf

Flere konsortier forlader Odense Letbane

Fem af de prækvalificerede bydere på vogne og transportsystem til Odense Letbane er ikke længere med i kapløbet om at vinde leverancerne
Det er sket konsortiefald på Odense Letbane.

Fem af de prækvalificerede i udbuddene om at levere vogne og transportsystem har ikke afleveret det første delmateriale inden fristens udløb og er derfor ikke længere med i konkurrencen.

Dermed er man nu nede på 10 aktører, der får lov at byde ind.

”Der er altid en vis sandsynlighed for, at der sker ting, som fører til frafald blandt byderne. Årsagerne kan vi kun gisne om. Oftest er det udfordringer i forbindelse med konsortiesammensætningen”, forklarer Mogens Hagelskær, adm. direktør for Odense Letbane P/S i en pressemeddelelse.

”Det er velkendt, at muligheden for at ændre i sammensætningen af virksomhederne i et konsortium er meget begrænsede – især efter de nye EU-udbudsregler er trådt i kraft, er det blevet meget vanskeligt at ændre på konsortier undervejs i udbudsprocessen”, fortsætter han.

Konkurrencesituation bevaret

Frafaldet får dog ikke letbane-direktøren til at se mindre lyst på udbudssituationen.

”Vi har fortsat en rigtig god konkurrencesituation med fire bydere på letbanevognene, tre bydere på transportsystemet og tre konsortier, der byder på både vogne og skinner. Nu har byderne en større chance for at vinde udbuddet, og det vil give dem mere blod på tanden i forhold til at levere os nogle robuste og konkurrencedygtige bud. Så konkurrencesituationen er bevaret”, siger han.

Ud over synet på en fortsat god konkurrencesituation fremhæves ønsket om ikke at blive forsinket som årsagen til, at Odense Letbane har fravalgt at hive nogle af de aktører, der ansøgte om prækvalifikation, men som ikke kom med i første runde, ind i udbuddet efter frafaldet af de fem konsortier.

Hiver man dem ind vil det kunne betyde op til fire måneders forsinkelse på kontraktindgåelsen, lyder det i pressemeddelelsen, hvor det fremgår, at konsortiefrafaldet tæller Alstom Danmark A/S, som deltog i tre af de frafaldne konsortier.

Det fjerde frafaldne konsortium består af Colas Rail S.A., Construcciones y Auxiliar de Ferrocarriles S.A. (CAF), Aecom samt Hansson & Knudsen A/S, mens det femte konsortium, der ikke har afleveret sit delmateriale, udgøres af CG Jensen, JV1 Acciona og Efacec, som sammen bød på transportsystemet.

De er dog fortsat med i konsortium med Skoda CZ i et samlet bud på transportsystem og letbanevogne.

Vinderne af udbudsrunden forventes fundet i slutningen af året, hvorefter der vil blive indgået endelig kontrakt på de to store leverancer.

De prækvalificerede
Aktørerne, der forsat er med i konkurrencen om togvogne, tæller:
Construcciones y Auxiliar de Ferrocarriles s.A. (CAF)
Siemens A/S
Skoda CZ
Stadler Pankow GmbH

Følgende aktører er fortsat med i konkurrencen om transportsystemet:
Ansaldo STS SpA, Alpiq EnerTrans SpA og G. C. F. Generale Costruzioni Ferroviare SpA
Comsa S.A.U.
Siemens A/S, Siemens AG og Aarslef Rail A/S

De prækvalificerede på både transportsystemet og vognene:
JV1 Acciona, CG Jensen, Efacec og Skoda CZ
Ansaldo STS SpA, Alpiq EnerTrans SpA, G. C. F. Generale Costruzioni Ferroviare SpA og Stadler Pankow GmbH
Siemens A/S, Siemens AG og Aarslef Rail A/S
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141