23948sdkhjf

Randers arbejder videre med forslag til byudvikling

Efter en afleveret forundersøgelse med forslag til udvikling af Randers og en kørt borgerinddragelse indstilles der nu til, at to-tre løsninger konkretiseres yderligere
Randrusianerne har i løbet af efteråret haft mulighed for at komme med deres idéer og holdninger til de mulige udviklingsscenarier, en forundersøgelse er kommet ind på, med det formål at binde Randers midtby bedre sammen med Gudenåen og Randers Fjord.

Projektet har titlen ”Byen til Vandet”, og nu indstilles der fra forvaltningens side til, at byrådet godkender, at to-tre scenarier undersøges nærmere. Det gælder de, som det tværfaglige rådgiverteam bag forundersøgelsen har anbefalet.

Der er blandt andet tale om et scenarie, hvor man freder det trafikale knudepunkt Randers Bro for biltrafik og i stedet laver en bynær trafikforbindelse både øst og vest for broen. I scenariet vil broen stadig være tilgængelig for fodgængere, cyklister og kollektiv trafik.

”I og med, at man både etablerer en østlig og vestlig forbindelse, kan man bruge Randers Bro på en anden måde som byrum”, har Lasse Vilstrup Palm, afdelingsleder i C.F. Møller A/S Landskab, der er hovedaktør bag forundersøgelsen, tidligere forklaret til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Det andet mulige og anbefalede scenarie dækker over fredning af broen, en mindre bynær østlig og vestlig forbindelse og en sluseløsning, som beskytter Randers’ bymidte mod stormflod ved at sikre, at man hele tiden kan regulere vandstanden. På den måde kan man i højere grad udnytte området ved vandet.

Scenarierne er overordnede, og derfor er der brug for en konkretisering af dem. Det skal ske ud fra et helhedssyn med fokus på eksempelvis både trafik og klimasikring og med økonomi som et vigtigt parameter, understreger Malene Lauge Nielsen.

”Der er brug for flere oplysninger for at træffe den rigtige beslutning. Det er jo en kæmpe omvæltning for byen, så vi skal være sikre på, at det er den rigtige beslutning, der bliver truffet”, siger hun og forklarer, at borgernes indspark også tages med i det videre arbejde.

Indstillingen om det videre arbejde er efter planen på byrådsmødet den 8. februar, og der er lagt op til, at der først træffes en endelig beslutning om den løsning, man i sidste ende vælger skal gøre sig gældende for Randers, sidst på året, fortæller hun.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.253