23948sdkhjf

Arkitektgruppen starter byudvikling i Ballerup

Den fynske projektudvikler satser på byggestart af 38 parcelhuse til maj i københavnerforstaden
Projektudvikleren Arkitektgruppen gik i november i gang med salget af 38 parcelhusgrunde i et helt nyt bykvarter i Ballerup vest for København.

Området, som er navngivet efter den nærtliggende Råmose, er en del af en større byomdannelsesplan i Ballerup Kommunes ældre erhvervsområder, og det første område, som har en godkendt lokalplan til opførelse af boliger.

Byggemodningen af grunden er nu igangsat, og der er overtagelse på byggegrundene allerede d. 1. maj 2016, hvorefter husbyggerierne kan iværksættes.

Grunden husede i mange år den tidligere køleskabsproducent Atlas, og det er først med den nye lokalplan for området, at der åbnes op for et åbent grønt boligområde med en blanding af parcelhuse og rækkehuse omkring et stort fælles friareal.

”Det er en virkelig attraktiv beliggenhed, de nye beboere får. Råmosen er placeret ganske centralt i Ballerup, men alligevel med naturen lige om hjørnet. Samtidig er der kort afstand til offentlig transport, motorvejsnettet og Ballerup C med masser af butikker og byliv” siger udviklingsdirektør Tony Christrup fra Arkitektgruppen i en pressemeddelelse.

Både et og to plan

Parcelhusgrundene er mellem 608 og 941 kvm og med mulighed for både et- og toplans huse.

Desuden bygger typehusfirmaet Milton Huse i alt 32 etplans rækkehuse på 127 kvm på de fire hjørnegrunde, som forventes klar i slutningen af året.

”Det glæder mig, at vi med udviklingen af Atlas-grunden til nye parcelhuse er med til at sikre fremtidens Ballerup med en stor mangfoldighed i beboere og boligtyper. Jeg er sikker på, at området hurtigt bliver et attraktivt boligkvarter med dets centrale beliggenhed i Ballerup og samtidig tæt på naturen”. siger Ballerups borgmester, Jesper Würtzen, (S).

Udviklet før i Ballerup

Ballerup er ikke et helt ukendt område for Arkitektgruppen, som har hovedsæde i Odense, og primært udvikler boliger i København.

I 2006 opførte virksomheden Sømoseparken, 38 rækkehuse i det naturskønne område Sømosen, og Tony Christrup er glad for at arbejde i Ballerup igen.

”Vi sætter stor pris på den gode dialog og det tætte samarbejde, vi har haft med Ballerup Kommune i forbindelse med udviklingen af lokalplanen. Vi synes, at Ballerup er en spændende kommune med stort fokus på bl.a. viden og uddannelse, men samtidig en kommune der går op i en aktiv fritid, har masser af arbejdspladser samt et rigt kulturliv”, udtaler projektdirektøren i pressemeddelelsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156