23948sdkhjf

Udlicitering af offentlige opgaver viser beskeden fremgang

Fra 2013 til 2014 steg mængden af offentlige opgaver, der blev sendt i udbud kun med 0,3 procent. Det går for langsomt, mener Dansk Byggeri
Der er stort potentiale for, at det offentlige kan skabe konkurrence på endnu flere opgaver og dermed få mere kvalitet for pengene.

Udmeldingen kommer fra erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) på baggrund af nye tal, der viser, at der kun er sket en beskeden fremgang i andelen af offentlige opgaver, der sendes i udbud.

Analysen viser, at stat, regioner og kommuner skaber konkurrence om opgaver til en samlet værdi af 100 mia. kroner, men at de udbudsegnede offentlige opgaver har en samlet værdi af 391 mia. kroner.

Turbo på udviklingen

Af analysen fremgår det desuden, at konkurrence blandt private virksomheder om de offentlige opgaver bidrager til at sikre en fortsat effektivisering, bedre kvalitet og nytænkning i opgaveløsningen.

Der er derfor behov for politisk, at sætte turbo på udviklingen, mener erhvervs- og vækstministeren.

"Der er desværre kun en beskeden udvikling i, hvor mange opgaver det offentlige skaber konkurrence om. Tallene afslører et stort potentiale for, at det offentlige kan skabe lang mere konkurrence. Det kan medføre bedre kvalitet for pengene til fordel for både borgerne og dansk erhvervsliv. Vi skal derfor have sat skub i udviklingen. Derfor vil regeringen sætte fokus på, hvordan der kan konkurrenceudsættes flere offentlige opgaver”, siger Troels Lund Poulsen.

Alt for langsomt

I 2014 blev der skabt konkurrence om 25,4 procent af de offentlige opgaver, der er vurderet egnede til at blive sendt i udbud. Det er en lille fremgang fra 25,1 procent i 2013, viser tallene fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Det er alt for lidt med en stigning på kun 0,3 procent, mener Dansk Byggeris erhvervspolitiske chef Torben Liborius.

”Ser man på det samlede udbudspotentiale, går det ganske enkelt alt, alt for langsomt”, siger han.

I kommunerne har der sammenlagt været en mindre stigning i udliciteringen, men på de tekniske områder har der faktisk været et lille fald fra 2013 til 2014. Det viser Dansk Byggeris egne beregninger.

”Det er i sig selv paradoksalt, da netop de tekniske opgaver som for eksempel vej og park er blandt de områder, som det er allernemmest at udlicitere. Og det er værd at minde kommunerne om i en tid, hvor de – ifølge dem selv – mangler penge”, siger Torben Liborius.

Dansk Byggeri foreslår derfor, at der indføres et krav til kommunerne om, hvor meget de skal konkurrenceudsætte. Dansk Byggeri forslår, at kommunerne som et minimum skal udsætte 50 procent af de tekniske opgaver ved udgangen af 2016. Derefter bør kravet hæves til 70 procent.

Belægning som godt eksempel

Adm. direktør i Asfaltindustrien, Anders Hundahl glæder sig over fremgangen – for det er bedre end ingenting, som han udtrykker det.

”På belægningsområdet er det praktisk talt 100 procent af opgaverne, der bliver udliciteret, hvilket jeg selvfølgelig er glad for. Men når det er sagt, så ville det være dejligt for borgernes pengepung, at langt flere opgaver bliver sendt i udbud. Vi kan derfor bruge belægningsområdet som et godt eksempel på, hvordan udlicitering kan foregå”, siger han.

Konkurrenceudsættelse i stat, regioner og kommuner
Procent af udbudsegnede opgaver, der sendes i udbud hos private virksomheder.
2011: 24,6 procent
2012: 25,0 procent
2013: 25,1 procent
2014: 25,4 procent
Kilde: Opgørelse om konkurrenceudsættelse fra Finansministeriet og Social- og Indenrigsministeriet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141