En voldsom arbejdsulykke i en grusgrav på Fyn har torsdag eftermiddag kostet en 44-årig mand livet. Ulykken skete på Branstrup i Årslev, hvor manden var på arbejde, da store mængder jord og grus skred ned og begravede ham. - Der er noget andet personale i grusgraven, der undrer sig over, at en gravko kører, uden at der er nogen i nærheden, siger vagtchef ved Fyns Politi til Ritzau. - De går der hen og ser en flig af den 44-årige under den nedskredne jord, og så begynder de at grave ham ud, fortsætter vagtchefen. Politiet kan endnu ikke sige, hvad der er gået galt i grusgraven. Arbejdstilsynet er som altid ved alvorlige arbejdsulykker tilkaldt og skal blandt andet undersøge, om alle reglerne er blevet overholdt på arbejdspladsen. /ritzau/