23948sdkhjf

Geopartner vinder aftale med forsyningsselskaber

Landinspektørfirmaet skal de kommende to år udføre landinspektørydelser for syv forsyningsselskaber
Landinspektørfirmaet Geopartner har vundet udbuddet af en rammeaftale med syv forsyningsselskaber på Fyn og i Sønderjylland.

Udbuddet indebærer, at Geopartner bliver leverandør af alle landinspektørydelser for forsyningsselskaber i to år med mulighed for forlængelse i op til yderligere to år.

Geopartner var i konkurrence med to andre landinspektørfirmaer, der dannede konsortie, og Geopartner vandt på parametrene kvalitet, service og medarbejdere, herunder nøglemedarbejderes erfaring og kompetencer.

”Flere af de tilbudte medarbejdere har været med på rejsen gennem mere end 20 år og repræsenterer en unik viden og knowhow omkring de opgaver og udfordringer, som forsyningerne står overfor. Derfor er det også en kæmpe sejr for Geopartner, som viser, at den indsats og det store fokus vi har haft på forsyningsområdet gennem flere år har båret frugt, og det er meget tilfredsstillende, at vi nu bliver belønnet for det”, siger markedsdirektør Ann-Marie Frydendal, Geopartner, i en pressemeddelelse.

De senere år har Geopartner vundet en række rammeaftaler og arbejder derfor tæt sammen med flere forsyninger. Det er dog første gang, at syv forsyningsselskaber udbyder landinspektørydelser samlet, og rammeaftalen med forsyningsselskaberne, der er samlet i samarbejdet SamAqua, har derfor stor betydning for virksomhedens fortsatte fokus på rådgivning og samarbejde på forsyningsområdet.

Strategisk fokusområde

I de seneste to år har Geopartner gennemført en betydelig satsning på forsyningsområdet og tilført stærke kompetencer til forsyningsområdet. Virksomheden har tilført flere ressourcer i form af medarbejdere med specialiserede spidskompetencer og mangeårig erfaring inden for ledningsregistrering, Danva-branchestandarder, GIS & datahåndtering samt scanning.

Flere ressourcer og en omstrukturering af området har betydet, at Geopartner i dag er til stede landsækkende med 175 medarbejdere, der både kan levere stærkt på opmålingskompetencer og på specialiseret viden.

For landinspektørfirmaet betyder aftalen, at virksomheden fremadrettet kan videreudvikle tilbud og services til de danske forsyningsselskaber og styrke samarbejdet.

”Det bliver en spændende proces at skulle i gang med samarbejdet med SamAqua, hvor vi kan videreudvikle et i forvejen godt samarbejde”, siger projektchef Søren Holst i pressemeddelelsen.

Selskaberne
De syv selskaber er Haderslev Vand A/S (Provas), Haderslev Spildevand A/S (Provas), FFV Spildevand A/S, Ærø Vand A/S, BlueKolding Spildevand A/S, Svendborg Spildevand A/S og Vandcenter Syd A/S.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.282