23948sdkhjf

Droner afslører energitab i tre dimensioner

Med nye termografiske kameraer kan droner måle varmestråling og danne tredimensionelle modeller, der spotter utætheder og sikrer mere effektiv energirenovering. Landinspektørfirma på Building Green udforsker teknologien.
Tredimensionel dronetermografi lyder som teknologi, der kunne medvirke i den kommende Star Wars-film.

Men det er konkret virkelighed for landinspektørfirmaet LE34, der satser massivt på droner til kortlægning og opmåling.

Virksomheden, der deltager på Building Green i Forum i København i næste uge, har i år taget den første danskudviklede drone med en såkaldt 1A-godkendelse i brug. Den tillader som noget nyt flyvning i byområder.

Og nu undersøger LE34 - som de første herhjemme, ifølge virksomheden - mulighederne for at kombinere varmefølsomme kameraer og termografisk måling med tredimensionel modellering.

”Dronerne sikrer hurtigere indsamling af data og dermed mere effektiv måling ved større projekter. Ved at gøre modellerne tredimensionelle har vi god erfaring med at skabe et bedre og mere fyldestgørende overblik, der både sparer tid og bidrager til bedre prioritering af ressourcer. Det næste skridt bliver at anvende droneoptagelser ved energirenovering, hvor det handler om, at energiforbruget bliver lavt i forhold til investeringen”, siger Søren Nørmølle, der er landinspektør og partner i LE34.

Nye partnerskabsprojekter

Ved et projekt, hvor facaden og taget skal energirenoveres, kan LE34 overflyve bygningen med drone og generere en tredimensionel termografisk model på baggrund af optagelserne. Her kan man så ’flyve’ rundt om bygningen fra alle vinkler og spotte områder med varmetab – eksempelvis isolering, utætheder i tage, defekte solceller og punkterede ruder.

”Vi vil udvikle metoden i samarbejde med de aktører, der faktisk foretager energioptimeringen. For især at blive klogere på, hvordan man mest effektivt kan identificere energitab i tre dimensioner”, siger Søren Nørmølle, som tilføjer, at virksomheden opsøger egnede projekter, hvor de kan teste teknologien og blive klogere på, i hvor høj grad termografisk måling gør det nemt og hurtigt at identificere energisyndere.

”Ambitionen er at bruge løsningen ved større renoveringsprojekter, eksempelvis i lejlighedsbyggerier, industriejendomme og offentlige bygninger, siger han.

Finder utætheder

De tredimensionelle termografiske tegninger vil dog ikke kun henvende sig til byggeriet.

Også forsyningsselskabernes ledningsnet kan overflyves med droner for at identificere utætheder – også på privat grund og andre ufremkommelige steder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109