23948sdkhjf

Byggenyt

REGION HOVEDSTADEN

ALLERØD: Allerød Byråd har godkendt et forslag til lokalplan for et boligområde ved Enhøjsvej. Området er i dag udlagt til erhverv.

Lokalplanen, der efter godkendelse kan fremlægges til høring, udlægger området til helårsboligformål i form af tæt lav boligbebyggelse. Bebyggelsen må opføres i op til to etager og i maksimalt 8,5 meters højde.

BORNHOLM: Bornholms Kommunalbestyrelse godkendte på sit seneste møde en anlægsbevilling på 300.000 kroner til udskiftning af tag med mere på ejendommen Hvide Hus på Fælledvej i Hasle Lystskov.

På samme møde sagde kommunalbestyrelsen god for en anlægsbevilling på 200.000 kroner til renovering af gulv i Træningshallen i Rønne Idrætshal, hvor gulvbelægningen er revnet flere steder, og enkelte steder er der huller i overfladen, hvilket medfører nedtrængende vand i den underliggende måtte.

Ligeledes blev der anlægsbevilget 200.000 kroner til vedligeholdelse/bygningsfornyelse af kommunens udlejningsbolig på Kalmarvej 12, og 500.000 kroner til vedligeholdelse/bygningsfornyelse af medborgerhuset Kærnehuset i Allinge.

REGION SYDDANMARK

LANGELAND: Udvalget for Trafik, Teknik og Miljø i Langeland Kommune har godkendt et forslag til lokalplan for området omkring Bindegarnsfabrikken, Peløkkevej.

Den nugældende lokalplan udlægger området til boligformål, men ejerne ønsker anvendelsen ændret fra rent boligområde til et blandet bolig- og erhvervsområde. Formålet med lokalplanen er således at sikre, at anvendelsesmulighederne for ejendommen fastsættes til blandet bolig og erhverv. Lokalplanen sikrer desuden, at den tidligere administrationsbygning og direktørbolig bevares.

REGION MIDTJYLLAND

SKIVE: Skive Byråd har godkendt en helhedsplan for AAB’s afdeling 40 Ungdomsboliger over for Landsbyggefonden. Byrådet anbefaler også den foreslåede nedrivning af i alt 24 boliger på Pilevænget og har sagt god for økonomien i projektet og kommunens andel heri.

Helhedsplanen er udarbejdet af Årstiderne Arkitekter og Kuben Management.

Helhedsplanen for afdeling 40 er et led i en større ”oprydning” i det tidligere Skive Ungdomsboliger, som nu er en del af AAB Skive. Visionen er at skabe velfungerende og tidssvarende boliger. I dag er der store problemer med udlejningen med et stort underskud til følge.

RY: Skanderborg Byråd har godkendt en arealoverførsel af 70 kvm kommunal jord, så Havnekiosken i Ry kan udvides.

Ry Borgerforening har fremlagt et forslag til modernisering af foreningens faciliteter ved Ry Havn. Det omfatter en ombygning af det nuværende madpakkested og et mindre informationshus, der i sin tid blev opført af Århus Amt, og som nu drives af Skanderborg Kommune. I direkte forlængelse af den nuværende kioskbygning ønsker Ry Borgerforening at opføre en bygning – med projektnavnet Agora – som blandt andet skal rumme digital information, madsted, motionsmuligheder og opbevaringsskabe. Planerne omfatter også en cafe på 70 kvm, som Ry Borgerforening vil drive/bortforpagte.

For at gennemføre denne plan har Borgerforeningen brug for et samlet areal på 70 kvm. Ry Borgerforening finansierer selv om- og tilbygningen under forudsætning af, at de 70 kvm overdrages vederlagsfrit til Ry Borgerforening.

STRUER: I juni 2014 indgik de politiske partier i Struer Byråd ”Aftale om Fremtidens Folkeskole” og på baggrund af denne aftale har kommunen samarbejdet med arkitektfirmaet Atra om udvikling af en ny skole i Struer Midtby. Sideløbende har der været arbejdet med at skabe grundlag for finansiering af bygning af ny skole. Der har således været søgt ekstern finansiering og sagen har været rejst overfor såvel Indenrigsministeriet som overfor KL. Struer Kommune har søgt om låneadgang til 130 mio. kroner og fået bevilget lånemulighed for 69 mio. kroner til strukturelle ændringer på folkeskoleområdet.

Struer Byråd besluttede på sit seneste møde at den nye skole skal etableres ved at en om- og tilbygning af Gimsing Skole. Østre Skole skal rives ned.

LEMVIG: Lemvig Kommune har afsat én mio. kroner i en pulje til forskønnelse af private boligers og udlejningsboligers klimaskærm i år.

Teknik- og Miljøudvalget besluttede forleden, at der skal gives tilskud til ejendommen Tangsøgade 6, Bøvlingbjerg. Beslutningkompetencen ligger hos Teknik- og Miljøudvalget.

REGION NORDJYLLAND

SØNDER TRANDERS: Aalborg Byråd har godkendt Lokalplan 4-10-101 Sønder Tranders, Sønder Tranders Bygade, Boliger endeligt.

Der ønskes mulighed for at opføre et boligprojekt på et areal i den sydøstlige udkant af Sønder Tranders landsby umiddelbart syd for Sønder Tranders Bygade, og med vedtagelsen af lokalplanen er dette muligt. Projektets hovedidé er at skabe et hængsel til Sønder Tranders mellem Aalborg Østs nye bydel og servicebyen Gistrup.

Lokalplanområdet disponeres i fem delområder, svarende til fem byggeområder, hvor lokalplanen kun fastlægger de helt overordnede træk i byggeområdet, således, at den kommende bygherre har størst mulig frihedsgrad indenfor rammerne af de hensyn, som er fastlagt i kommuneplanen og lokalplanen.





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109