Adserballe & Knudsen A/S, Ason A/S, C.C. Contractor A/S, Hoffmann A/S og H. Skjøde Knudsen A/S har opnået prækvalifikation i genudbuddet af Club Danmark Hallen i Valby i København, der delvis styrtede sammen i december 2010 som følge af en kombination af konstruktionsfejl og sne på taget.
Det første udbud blev annulleret, da buddene fra de fem prækvalificerede lå mellem 23-42 mio. kroner over budget. Siden har Byggeri København blandt andet afholdt individuelle møder med et par af tilbudsgiverne fra den første licitation, og det har som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har beskrevet været en medvirkende årsag til en række justeringer i materialevalget og projektændringer.