23948sdkhjf

Solcelleanlæg giver billigere boliger til københavnske studerende

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), har indviet det hidtil største solcelleanlæg på toppen af et dansk kollegium
Grønjordskollegiet i København kan nu bryste sig af at huse det hidtil største solcelleanlæg, som er anlagt på toppen af et dansk kollegium.

Kollegiets 2.000 kvm store tag huser nu det store solcelleanlæg, som blev indviet af Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), i onsdags.

Umiddelbart efter indvielsen hvor Frank Jensen lagde det sidste solcellepanel, kan de studerende nyde godt af investeringen.

Beboerne på Grønjordskollegiet kommer til at spare en halv million kroner om året på deres elforbrug. Med 1.000 beboere vil hvert lejemål få en besparelse på omkring 500 kroner pr. år.

”Med solcellepaneler på Grønjordskollegiet slår vi to fluer med ét smæk. De studerende får billigere el, og den grønne energiform spiller godt ind i Københavns ambition om at være den første CO2-neutrale hovedstad i 2025. Jeg synes, det er et fantastisk initiativ, og jeg håber, at vi vil komme til at se mange flere af den slags miljørigtige, innovative løsninger”, sagde Frank Jensen i sin tale ved indvielsen.

Ny støtteordning

Det er Bolind, som er Danmarks største fælles indkøbsforening for boligorganisationer, som i samarbejde med solenergivirksomheden, Munk Energy, har stået i spidsen for at levere solcelleanlægget.

Tidligere på året blev EU enige med Danmark om en ny støtteordning på området for solcelleanlæg som følge af, at en ny solcellelov trådte i kraft i februar 2015.

Det har ifølge Bolinds adm. direktør, Jens Christian Milo, åbnet op for, at det nu kan betale sig for kollegier og boligselskaber at investere i solcelleanlæg.

”Som gruppe er kollegier nogle store elforbrugere, da de ofte er hjemme hele dagen, og deres strømforbrug bliver afregnet pr. time. Med solcelleanlæg kan de producere deres egen strøm og kollektivt spare penge på elregningen”, siger Christian Milo.

Det er ikke tilfældigt, at det netop er Grønjordskollegiet, der bliver det første danske kollegium med solcelleanlæg ifølge inspektør på kollegiet, Steen Ryborg.

”Vi gør meget ud af at profilere os som et grønt og meget energibevidst kollegium, så det var helt naturligt for os at få sat solcelleanlæg op på kollegiets tage. Derudover er det en god investering, som fortsat vil gøre os til Danmarks billigste kollegium”, siger Steen Ryborg.

brahe
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157