Byggeri kan eksporteres
Et faktum er, at vi skal være rigtig effektive, hvis vi skal klare os i den internationale konkurrence på både byggevarer og på tjenesteydelser. Vi er et dyrt land, når det gælder lønninger, skatter og afgifter herunder også energipriser.
Men rammevilkårene kunne være bedre, og der er så absolut ingen grund til, at vi ikke skulle sætte lige så gunstige rammevilkår som andre lande, når det gælder eksporten. Det er i Danmark fortsat svært at finansiere eksportaftaler, og vort finansielle system er ikke gearet til at hjælpe virksomheder med gunstige betingelser og smidighed, når det gælder eksport.
For mulighederne er der. Det kræver blot som alt andet, en tålmodig og kompetent indsats, og det er ikke uden grund, at en række danske virksomheder kan brøste sig af store internationale successer.
Der kunne være flere, hvis vi kunne få en mere effektiv finansiering, som er indrettet med et reelt eksportperspektiv, som ofte er længere, end hvis det er hjemmemarkedet, det handler om.
Og selvom det er svært helt at undgå, at politik bliver en del af vore internationale handelsrelationer, så er det ekstremt vigtigt, at det ikke kommer til at fylde for meget.
Det har op gennem historien faktisk været sådan, at det ofte er handelsrelationer, der har ført til videre og tættere samarbejder mellem lande, og netop den positive tilgang er det vigtigt at fastholde. Det gælder således også for forhandlingerne om en frihandelsaftale med USA. Vel skal der da stilles spørgsmål - også gerne de kritiske, men lad det ikke komme så vidt, at det kommer til at overskygge det vi er der for, nemlig at gøre handlen over landegrænserne nemmere. Og lad så skyggemændene klare det der skal klares med telefoner og aflytninger og den slags.