Investorer sælger projektlejligheder
Stigende boligpriser gør det igen attraktivt for ejendomsinvestorerne at sælge projektboliger i København
Det melder projektafdelingen hos en af landets største ejendomsmæglere, EDC Poul Erik Bech.
- Finanskrisen betød så stort et fald i boligpriserne, at investorerne måtte opgive at sælge de nyopførte projektlejligheder, siger projektchef Bjørn Gervø fra EDC Projekt Poul Erik Bech.
De bedste beliggenheder
Projektafdelingen oplever lige nu, at investorerne i stedet vil sælge de attraktive lejligheder - mange af dem på byens bedste beliggenheder.
Lige nu står firmaets projektafdeling i tæt samarbejde med kædens boligbutikker for salget af lejligheder af projektejendomme på Islands Brygge, Sluseholmen, Havneholmen, og Frederiksberg.
- På grund af finanskrisen måtte investorerne satse på udlejning. Men nu er markedet vendt. Vi ser markante prisstigninger på lejligheder i København, og det betyder, at det igen er attraktivt for investorerne at sælge deres lejligheder i stedet for at fortsætte med at udleje dem, konstaterer Bjørn Gervø.
Frigøre midler
Ved at sælge de opførte projektlejligheder kan investorerne - som pensionskasserne også gør det i øjeblikket - frigøre midler til at opføre nye projektboliger i København til mere attraktive priser end i årene før finanskrisen.
Og da priserne på lejligheder i København er stigende giver et salg god mening for ejendomsinvestorerne.
- Fordelen er, at man så geninvesterer i nye projekter. Og her er det blevet billigere at bygge, akkurat som prisen på jord er betydeligt lavere i dag. Men sådan bliver det ikke ved med at være. Når der for alvor igen kommer gang i boligbyggeriet i København, vil det naturligvis blive dyrere at bygge, siger Bjørn Gervø.
Han melder samtidig om stigende interesse fra udenlandske investorer, som går ind på det danske ejendomsmarked og ønsker at bygge boliger.