Roskilde undersøger folkeskoler for PCB
Kommunen regner med, at 15 skoler er i risikogruppen, heraf tre med helbredsrisiko for brugerne
Byrådet har besluttet at afsætte 600.000 kroner i år til en screening og prøvetagning af PCB i folkeskolerne.
Den kommunale forvaltning vurderer, at 15 af kommunens folkeskoler er i risikogruppen, hvoraf de tre er i højrisikogruppen med PCB i indeluften i niveauer, der overstiger aktionsværdierne og dermed kan udgøre en helbredsrisiko.
Vurderingen er baseret på, hvornår bygningerne er opført og eventuelt renoveret. PCB kan være til stede i bygninger, der er opført eller renoveret i perioden 1950-1977. PCB er blandt andet benyttet i fuger omkring vinduer og døre.
336 bygninger i risikogruppen
Roskilde Kommune har en samlet bygningsmasse på cirka 400 ejendomme, hvoraf de 336 ifølge forvaltningen er bygget eller renoveret i risikoperioden 1950-1977.
Ud over de 15 folkeskoler i risikogruppen vurderes det, at der er cirka 150 institutioner i risikogruppen med forventet 20-25 i højrisikogruppen. De tilsvarende tal for boliger og administrationsbygninger er 166 og 20-25 i højrisikogruppen.
Byrådet har besluttet, at skal findes finansiering til en screening af kommunens øvrige bygninger i 2014.
Hidtil har Roskilde Kommune handlet i henhold til den gældende vejledning om bygherres håndtering af PCB og blandt andet foretaget målinger i forbindelse med større renoveringer af kommunale bygninger, hvor der har været mistanke om PCB.