Højere bidrag udhuler rentefordel
Det er ikke realkredittens stigende bidragssatser alene, der er årsag til det faldende nybyggeri, men det hører med til det samlede billede
Forbrugerrådet peger på, at realkreditforretningernes indtægter fra bidragssatserne i dag er dobbelt så høje som i 2003, og at satserne alene sidste år er hævet med 2,5 mia. kroner.
Bidragssatsen er et administrationsbidrag, som kunderne i en realkreditforretning skal betale ud over renten og det skal grundlæggende dække driftsudgifterne til blandt andet administration.
For den enkelte låntager, typisk parcelhusejer, er bidraget steget fra at udgøre 16 procent til over 24 procent af de private låntageres samlede renteudgifter til realkreditsektoren, og nu varsler realkreditforretningerne yderligere stigninger.
Realkreditten påstår selv, at de stigende bidragssatser skyldes myndighedskrav, men den køber Vagn Jelsøe ikke:
- Det viser manglende konkurrence på området, og en af årsagerne er, at det er alt for dyrt at skifte realkreditinstitut. Der mangler regler for, hvornår bidragssatserne må hæves. Der skal både være længere varsler og bedre begrundelser, siger Vagn Jelsøe.
Ikke gratis
Dansk Byggeris erhvervspolitiske chef Torben Liborius erkender, at højere realkreditgebyrer er én blandt flere faktorer, der spiller ind i forhold til, at nybyggeriet er historisk lavt, men han understreger samtidig, at det ikke er den største faktor.
- Gebyrerne er ikke i sig selv det store problem, men en del af bunken med udfordringer. Øverst på listen står den generelle økonomiske tilbageholdenhed og utryghed. Politikerne bidrager ikke til at skabe større tryghed, når de stiller større kapitalkrav til de danske pengeinstitutter og realkreditten, end det er tilfældet fra EUs side. Regeringen risikerer, at den skrappe regulering bliver væksthæmmende, og det holder ikke, når regeringen og Nationalbanken tror, at det stort set er "gratis" at øge kapitalkravene, siger Torben Liborius.
Flere risici
Realkreditforeningen peger på, der med finanskrisen er kommet stærk fokus på risici, og at realkreditinstitutterne må indrette sig på, at myndigheder, kreditvurderingsbureauer og investorer alle kræver mere sikkerhed:
- Ser man ensidigt på bidraget, får man et skævt billede. Faktisk bliver indtjeningen på bidragene brugt på noget, der hjælper boligejerne til at få lån med en lav rente, siger Karsten Beltoft.
Han understreger, at havde man ikke sørget for at gøre obligationerne mere sikre, ville regningen til boligejerne have været der alligevel. Den ville bare være kommet som risikotillæg på obligationsrenterne i stedet for bidragsstigninger, siger direktør i Realkreditforeningen Karsten Beltoft.
John Norden, der er partner i Mybanker.dk slår over for Licitationen fast, at bidragssatserne altid har været en pengemaskine":
- De er den måde, at realkreditten tjener deres penge. Samtidig har de fleste realkreditinstitutter fået øgede krav til egenkapitalens størrelse. Derfor skal de polstres yderligere, og det er kunderne, som kommer til at betale regningen, forklarer John Norden, der noterer, at eksempelvis Nykredit skal finde 12 mia. kroner inden 2018, hvis de skal opretholde deres aktivitetsniveau.Leder side 4