Byggenyt
SLANGERUP: Frederikssund Byråd har vedtaget lokalplan nr. 058 for en ny dagligvarebutik på Brobæksgade i Slangerup endeligt.
Den nye butik vil blive cirka 1.100 kvm stor, og den opføres, hvor det tidligere posthus på Brobæksgade ligger i dag. Lokalplanen åbner mulighed for, at det tidligere posthus på Brobæksgade 12B kan nedrives for at skabe den fornødne plads til den nye butik.
Samtidig med opførelse af den nye butik vil parkeringsarealer med videre blive omlagt.
Byrådets endelige vedtagelse af lokalplan og kommuneplantillæg kan, hvad angår retlige forhold påklages til Natur- og Miljøklagenævnet indtil den 11. juni 2013.
REGION NORDJYLLAND
AALBORG: Teknik- og Miljøudvalget i Aalborg Kommune anbefaler overfor byrådet, at der gives støtte til opførelse af 294 almene ungdomsboliger, som Lejerbo Aalborg vil opføre på Østre Havn i Aalborg.
Projektet er med på boligprogram 2013-15 med 296 ungdomsboliger, som et af de 16 projekter, som byrådet har besluttet skal opføres med støtte efter almenboligloven og som indgår i kommunens budgetforslag 2013-16.
Byggeriet, som er det første boligbyggeri på Østre Havn, bliver en del af den fremtidige bebyggelse i Stjernekvarteret, og der bliver tale om mange forskellige boligtyper og størrelser.
THISTED: Thisted Byråd har afsat penge til opførelse af en ny Musikskole, og musikskolens placering er på byrådets dagsorden til mødet i dag den 28. maj.
Tilbage i december frigav byrådet 500.000 kroner til igangsættelse af planlægningsarbejdet. Det nedsatte byggeudvalg er ved at afslutte forarbejdet, men ønsker, inden det endelige byggeprogram inklusive økonomioverslag præsenteres, en principbeslutning vedrørende placeringen med henblik på at kvalificere programmet yderligere og sikre koordinering til andre igangværende projekter på kulturområdet. Det anbefales, at huset placeres tæt ved Biblioteket.
Den nye Musikskoles placering ved siden af Biblioteket vil kræve udarbejdelse af en ny lokalplan, som af hensyn til tidsplanen for musikskolebyggeriet kan igangsættes umiddelbart efter en tilkendegivelse af valg af placering.
Forvaltningen indstiller, at der træffes en principbeslutning om placering af Musikskolen i umiddelbar tilknytning til Biblioteket, og indstillingen bakkes op af Arbejdsmarkes- og kulturudvalget samt økonomiudvalget.